De kongeblå talenter blander sig fortsat i topstriden

Foto: fodboldbilleder.dk
 
U19 fik uafgjort mod FCK
 
Lyngbys U19-talenter fik 1-1 på udebane mod FC Københavns U19-hold, og dermed blander De Kongeblå sig fortsat i toppen
 
Lyngby Boldklubs U19-mandskab kunne torsdag eftermiddag tage den tredje sejr på stribe, hvis det altså lykkedes at besejre FC Københavns talenter, som tog imod på Peter Bangs Vej.
 
I kampens indledning fik begge hold vist prøver på de offensive talenter, og faktisk fik De Kongeblå endda bolden i nettet. Jens Odgaard afsluttede en mindre solotur med en afslutning på mål, som gik i spil igen og endte for fødderne af Emilio Simonsen – han prikkede nemt kuglen i kassen, men blev desværre vinket offside, og scoringen fik derfor ikke lov at tælle.
 
Dernæst tegnede FCK sig for en stor chance, og kort efter fik de så spillets største mulighed, da dommeren pegede på pletten. Straffesparket skulle Jonas Wind tage sig af, og han sendte Oskar Snorre den forkerte vej og bragte værterne på 1-0. Derfra var det småt med store tilbud, men Nicklas Røjkjær fik dog to gange testet Oskar Snorre, som begge gange gik fint ned og tog sig af forsøget.
 
I anden halvleg fortsatte FCK med at tilspille sig chancer, og Oskar Snorre fortsatte med at holde Lyngby inde i kampen, blandt andet på en flot fodparade, da gæsterne kom alene igennem. Den redning viste sig at blive særdeles vigtig, for ikke længe efter endte et fornemt indlæg hos indskiftede Lorent Callaku, der flot tog bolden med sig og sparkede udligningen i kassen med det kolde højre ben. Ikke uventet, da FCK er lidt af en ønskemodstander for den unge Lyngby-spiller, som også scorede mod dem i begge opgør i sidste sæson.
 
Efter 1-1-scoringen fik værterne spillet sig frem til to pæne muligheder, hvor specielt den sidste var stor, men også her viste Oskar Snorre klassen ved at præstere en ny, fremragende fodparade. Mod slutningen var De Kongeblå i stedet lige ved at tage alle tre point, men Troels Cilius Nielsen kunne ikke følge op på den flotte aflevering, han modtog, og sin egen gode førsteberøring, og hans afslutning gik derfor forbi mål, selvom FCK’s keeper var sat.
 
Dermed endte det 1-1 på Peter Bangs Vej, og med det resultat kan De Kongeblå notere sig for syv point for fire kampe. Det rækker til en aktuel femteplads i U19 Ligaen, to point efter topholdet OB. En pointmæssigt godkendt sæsonstart for U19-talenterne, men U19-cheftræner Thomas Lollike var ikke helt tilfreds med præstationen mod FCK:
 
”Vi får aldrig sat vores aftryk spillemæssigt, og det irriterer mig grænseløst. Vi bringer energi og arbejder hårdt, men det, vi gjorde med bolden, var ikke på det niveau, det burde være,” vurderer U19-cheftræneren, inden han fortsætter om de kommende tre ugers kamppause:
 
”Jeg ser frem til den næste periode, hvor vi har mulighed for at træne en masse frem mod udekampen mod FC Midtjylland. Vi er nu kommet i gang med turneringen, og vi har fået nogle erfaringer og et billede af, hvor vi står. Det er så opgaven nu at se bag vores præstationer og optimere muligheden for at udvikle os yderligere,” slutter Thomas Lollike.
 
 

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x