U17 får besøg af Viborgs talenter

Foto: fodboldbilleder.dk
U17 får besøg af Viborgs talenter
 
De Kongeblås U17-hold spiller lørdag eftermiddag sæsonens tredje ligakamp, når FK Viborg gæster Lyngby Stadion
 
Lyngbys U17-talenter er efter tre ugers kamppause igen klar til at snøre skoene og lade fødderne tale, når de lørdag eftermiddag tager imod FK Viborg hjemme på Lyngby Stadion. Før kampen befinder gæsterne sig på en syvendeplads i U17 Ligaen, hvor de står noteret fem point efter to uafgjorte og en sejr, som fandt sted mod HB Køge, Silkeborg og OB med henholdsvis 2-2, 2-2 og 2-1.
 
De Kongeblå må derimod tage til takke med en plads som nummer 12, men med til den historie hører dog, at Lyngby-spillerne som det eneste hold i rækken blot har spillet to kampe. Alle andre mandskaber har således allerede været i aktion tre eller fire gange, og de tre point, de to kampe indtil videre har kastet af sig, må derfor siges at være en ganske acceptabel høst.
 
U17-holdets første ligakamp endte ellers med et 1-4-nederlag i Vejle, og dermed var der pres på inden næste kamp på hjemmebane mod AGF. På trods af flere marginaler imod sig, blandt andet to straffespark og en udvisning, viste De Kongeblå flot format ved at hjemtage en 3-1-sejr over århusianerne, og dermed bør der være flere positive ting at tage med til lørdagens opgør mod FK Viborg.
 
Lørdagens opgør fløjtes i gang klokken 13.00 af dommer Janus Vorm.  
 

Lyngby Boldklub forlænger med Tobias Storm

Lissens: Skal finde tilbage til os selv

Eesy har ringet – bliver en del af Lyngby Boldklub