Foto: fodboldbilleder.dk
Vanvidsscoring i U19-triumf på Vestegnen
Lyngbys U19-talenter sejrede lørdag eftermiddag med 4-2 på udebane over Brøndby i en mindeværdig kamp, der blandt andet bød på en Lyngby-scoring fra egen banehalvdel
Der var lagt op til et traditionsrigt opgør lørdag eftermiddag på Brøndby Stadion, hvor Lyngbys U19-hold gæstede Vestegnens talenter. Før kampen lå de to mandskaber side om side i tabellen, men det var der ændret på efter 90 minutters fodbold i bragende septembersolskin.
Brøndby kom klart bedst ud af starthullerne og havde allerede efter to minutters spil en stor chance efter et hjørnespark. Lyngby-spillerne slap med skrækken i situationen, men kort efter var de ikke lige så heldige. Her straffede værterne et boldtab ved at spille Armend Aslani fri foran mål, og alene med Oskar Snorre var han sikkerheden selv og bragte de blå-gule foran 1-0. Kort efter tegnede Lorent Callaku sig for et fint langskud, og efter knap tyve minutters spil måtte Oskar Snorre vise klassen, da han leverede en stor redning på en pæn Brøndby-chance.
Det viste sig at være en særdeles vigtig redning, for fem minutter senere fik De Kongeblå bragt balance i regnskabet. Gustav Marcussen begav sig ud på en af sine velkendte dribleture, hvilket resulterede i et frispark på kanten af feltet, som Oliver Kjærgaard skulle tage sig af. Det gjorde han fremragende, for med et kontrolleret skud curlede han kuglen over muren og op i nærmeste målhjørne uden chance for værternes keeper. Resten af halvlegen stod der Lyngby på, men hverken Troels Cilius Nielsen eller en livlig Gustav Marcussen kunne få bolden det sidste stykke ind over stregen, og dermed var stillingen 1-1 ved pausen.
Det fik den imidlertid ikke lov til at være i mere end 45 sekunder af anden halvleg, for her broderede De Kongeblå sig fornemt igennem på et kontraangreb – igen med Gustav Marcussen og Troels Cilius Nielsen i hovedrollerne. Førstnævnte blev spillet fri i feltet, hvor han snørede to modstandere, inden hans afslutning blev blokeret af en fremstormende Brøndby-målmand. Heldigvis fik Lyngby-dribleren lige prikket bolden tilbage i feltet til Troels Cilius Nielsen, som på trods af en mindre hær af blå-gule på stregen bankede 2-1-føringen i kassen.
Efter føringsmålet faldt Lyngby-spillerne en smule sammen, og hjemmeholdet kom langt bedre med. Havde det ikke været for to store redninger af Oskar Snorre – først på et Andreas Bruus-forsøg, og siden da den tidligere Lyngby-spiller Daniel Stückler kom alene igennem – kunne Brøndby nemt have udlignet, men sådan blev det ikke, og i stedet var De Kongeblå kyniske – og lidt heldige – i den anden ende. Det blev tydeliggjort, da Gustav Marcussen med knap ti minutter til slutfløjt trykkede af fra kanten af feltet og via Emilio Simonsens ryg udbyggede til 3-1 uden chance for en sagesløs Brøndby-keeper.
Ikke mange minutter senere kom så kampens – og måske også allerede sæsonens – absolutte højdepunkt. Værterne havde smidt næsten hele holdet frem i feltet i forbindelse med et frispark midt på banen, men da Brøndby-sparkeren valgte at aflevere direkte i fødderne på Troels Cilius Nielsen, takkede Lyngby-angriberen ved på fantastisk vis at sparke bolden i en ordentlig bue ind i et tomt mål, fra hvad der lignede 60-70 meter. Helt vanvittig scoring, som bragte De Kongeblå på 4-1 og reelt afgjorde kampen.
Så gjorde det mindre, at Brøndbys Andreas Kaltoft fik reduceret til 2-4 i dommerens tillægstid, for Lyngby-spillerne kunne kort efter række armene i vejret og fejre en flot sejr på Vestegnen. Dermed står De Kongeblå noteret for seks point for tre kampe, hvilket rækker til en øjeblikkelig tredjeplads i U19 Ligaen.