En fortjent 3-0-sejr blev det til lørdag eftermiddag på Lyngby Stadion

Foto: fodboldbilleder.dk
 
U19 rejste sig flot mod AGF 
De Kongeblå U19-talenter rejste sig oven på 0-3-blamagen i Vejle i sæsonpremieren ved lørdag eftermiddag at besejre AGF med 3-0
Lyngbys U19-hold blamerede sig i sidste weekend med et 0-3-nederlag i Vejle, og den præstation skulle revancheres lørdag eftermiddag mod AGF på et solrigt Lyngby Stadion. Fra kampens start fandt ingen af holdene dog for alvor deres spil, og som en konsekvens deraf var det også meget chancefattigt i indledningen. Man skulle derfor 20 minutter ind i opgøret for at notere første store mulighed, som tilfaldt Lyngbys Troels Cilius Nielsen, der var snarrådig, da AGF’s keeper tabte et ellers ufarligt indlæg. Desværre formåede Lyngby-angriberen ikke at dirigere bolden i mål, og den gik i stedet snert forbi den ene stolpe.
Kort efter kom De Kongeblå så endnu tættere på efter flotte kombinationer, men Emilio Simonsens fine, akrobatiske forsøg tog tværstangen og gik i spil igen. Kort inden pausefløjtet sendte Oliver Kjærgaard så et godt frisparksforsøg af sted mod mål, som AGF-keeperen måtte parere til hjørne, men ind ville bolden ikke i de første 45 minutter, hvorfor stillingen var 0-0 ved pausen. Det kunne gæsterne være klart mest tilfredse med, for Oskar Snorre i Lyngby-buret var stort set arbejdsløs gennem hele første halvleg, mens De Kongeblå altså flere gange var nærgående og desuden dominerende på kuglen.
Fra anden halvlegs start havde Lyngby-spillerne imidlertid sværere ved at fortsætte de gode takter, og derfor var det i stedet gæsterne, som begyndte at vise lidt frem ad banen. Helt farligt blev det dog aldrig, og efter en times spil var De Kongeblå så igen så tæt på, som man komme uden at score. Denne gang var det Oliver Kjærgaard, som afsluttede et flot angreb ved at hamre bolden på stolpen, og da returen endte hos Gustav Marcussen sparkede han på forunderlig vis over et tomt mål – ”heldigvis” blev den unge Lyngby-spiller vinket offside.
Fem minutter senere tog Marcussen imidlertid revanche for sin afbrænder, da han knastørt straffede en dårlig AGF-clearing ved at kanonere 1-0-scoringen i kassen til tydelig Lyngby-forløsning. Den blev sandsynligvis endnu større med blot fem minutter tilbage af opgøret, da Troels Cilius Nielsen igen viste angriberinstinkt – denne gang ved at opsnappe en for kort tilbagelægning – og sikkert lagde 2-0-scoringen ind i et tomt mål. I kampens overtid lukkede og slukkede Waldemar Clem så festen med en noget heldig scoring, som blev afrettet, snød AGF-keeperen, og derefter sneg sig ind over stregen via stolpen.
Dermed sluttede det med en flot og fortjent 3-0-sejr til De Kongeblå i sæsonens første hjemmebanekamp, hvilket i skrivende stund bringer dem op på en syvendeplads med tre point for tre kampe og en målscore på 3-3.  
 
 

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv