Foto: fodboldbilleder.dk
Cheftræneren håber på kampklart Lyngby Stadion
De Kongeblå møder fredag aften FC Nordsjælland i et lokalbrag på Lyngby Stadion, som både cheftræner David Nielsen og Lyngby-drengen Frederik Gytkjær ser frem til.
Den kommende weekend byder på lokalderbys mere eller mindre over hele landet i Danmarks bedste fodboldrække, Alka Superligaen. Derfor kan det naturligvis ikke være anderledes, end at De Kongeblå skal op mod FC Nordsjælland, og det opgør glæder Lyngby-cheftræner David Nielsen sig til at være en del af:
”Vi ser altid frem til alle kampe, men det er klart, at der er noget specielt over at møde rækkens store, traditionsrige klubber og så lokalrivalerne, som FC Nordsjælland jo er her i Superligaen. Vi skal selvfølgelig bruge rivaliseringen positivt til at finde det rette spændingsniveau, men vigtigst af alt skal vi fokusere på at lykkes med vores egne ting,” lyder det fra David Nielsen.
En af de Lyngby-spillere, som i den grad kender til rivaliseringen, er Frederik Gytkjær, der har været i klubben siden ungdomsårene. Som ægte Lyngby-dreng har han naturligvis haft rivaliseringen helt inde på livet gennem det meste af sin fodboldkarriere, og han ser da også frem til fredagens opgør:
”Sådan nogle rivalopgør som dem her betyder noget for alle i klubben, og det kan man godt mærke. Man er nok lidt ekstra opsat, og der bliver gået lidt mere til den fra begge hold og på tilskuerpladserne, der også gerne plejer at leve sig endnu mere med i sådan nogle kampe,” siger Lyngby-offensivspilleren.
Netop tilskuerne kan indtage en nøglerolle i fredagens opgør, hvor FC Nordsjælland-spillerne gerne skal kunne mærke, at de er kommet til Lyngbys fort. David Nielsen håber da også på masser af god opbakning fra de forhåbentligt mange fremmødte:
”Lyngby Stadion er vores hjemmebane, og det skal både vi og fansene vise fredag aften. Jeg har sagt før, at fansene har været fantastiske indtil videre, men vi får brug for endnu mere på fredag, og derfor håber jeg at se et kampklart Lyngby Stadion. Så skal vi nok forsøge at gøre vores inde på banen,” fastslår Lyngby-cheftræneren.
Fredagens opgør har kampstart klokken 20.15. Køb din billet til kampen ved at klikke her.