Fredag aften gælder det AC Horsens i Alka Superligaens 6. spillerunde

Foto: fodboldbilleder.dk
 
De Kongeblå jagter jysk hattrick
Lyngby kan få deres tredje udebanesejr i Jylland på stribe, hvis det fredag aften lykkes at besejre Bo Henriksens drenge fra Horsens. Det bliver dog en svær opgave for De Kongeblå, som må undvære holdets anfører, Mathias Tauber.
De Kongeblå møder fredag AC Horsens i 6. runde af Alka Superligaen, og det er et Lyngby-mandskab med masser af selvtillid, der fredag løber ind på CASA Arena i Horsens. De har fået point i de sidste fire kampe og Lyngby-målmand Jesper Hansen har ikke hentet bolden ud af nettet i de sidste tre kampe.
Bo Henriksens drenge har fået en mere blandet start på sæsonen, hvor de godt nok kun har måtte lide et enkelt nederlag, men til gengæld stadig har første sejr til gode. Det giver dem fire point på kontoen, inden de fredag er værter i kampen mod Lyngby. Horsens-spillerne har i sæsonen både leveret et flot comeback på Brøndby Stadion, hvor man vendte 0-2 til 2-2 mod Alexander Zornigers formstærke Brøndby-mandskab, men måtte sidste weekend gå skuffet fra hjemmekampen mod Silkeborg, hvor man smed en 3-1 føring over styr og måtte nøjes med det ene point. De gule tropper fra Horsens har fortsat til gode at holde nullet i dette års Alka Superliga, og det er derfor et Horsens-mandskab, der er fuldt opsat på at hente sæsonens første sejr, når de byder Lyngby op til dans. 
Hos De Kongeblå er historien derimod en helt anden, for her er der anderledes godt styr på defensiven. I de sidste tre kampe har man holdt nullet, men til fredagens kamp må Lyngbys trænerstab til gengæld se bort fra holdets anfører og defensive styrmand, Mathias Tauber. Anføreren har taget Superligaen med storm, så det er et stort tab for holdet, vurderer Lyngby-cheftræner David Nielsen:
”Mathias Tauber har været helt outstanding. Han er startet sæsonen fænomenalt, og det er derfor et kæmpe tab for os. Jeg er dog fortrøstningsfuld ved, at vi har flere gode spillere i kulissen, som venter på at få chancen,” siger David Nielsen.
De to hold, der begge har som primære mål at overleve i ligaen, kan se frem til et tæt opgør, hvor der næppe vil blive lagt fingre imellem i tacklingerne, når der er vigtige point på højkant. En af de spillere, der står for netop det, er islændingen Hallgrímur Jónasson, der som en del af truppen kan få debut i Lyngbytrøjen i fredagens kamp. Han erstatter således skadede Mathias Tauber, men derudover er truppen uændret i forhold til AGF-kampen.
Lyngbys trup til kampen mod Horsens:
1.Jesper Hansen (GK), 16. Andres Larsen (GK), 3. Michael Lumb, 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen, 9. Lasse Fosgaard, 12. Mads Nordam, 14. Philip Rasmussen, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Kristoffer Larsen, 20. Jeppe Brandrup, 21. Mikkel Rygaard, 22. Bror Blume, 23. Jens Odgaard, 24. Thomas Sørensen, 26. Frederik Gytkjær, 30. Hallgrímur Jónasson
Fredagens kamp på CASA Arena fløjtes i gang klokken 20.15 af kampens dommer, Peter Rasmussen.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x