De Kongeblå vandt fredag aftens oprykkerduel med hele 4-0 over Silkeborg

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Silkeborg blev kørt ud af Mascot Park
 
De Kongeblå leverede fredag aften en sand magtdemonstration mod Silkeborg, der blev ydmyget med hele 4-0 på eget græs
 
De Kongeblå var fredag aften i aktion i et interessant opgør i Superligaens 4. spillerunde, hvor Silkeborg IF bød indenfor til oprykkerduel på Mascot Park. Værterne var før opgøret kommet skidt fra start i Danmarks bedste fodboldrække med kun et point i tre kampe og stadig ingen scoringer, og den negative stime skulle Lyngby-spillerne meget gerne bidrage til at udbygge denne fredag aften.
 
Det budskab lod fra kampens start til at være sivet ind hos De Kongeblå, som med stor autoritet hurtigt satte sig på løjerne. Godt nok blev det, på nær et afrettet Michael Lumb-indlæg, som var tæt på at snige sig i mål, ikke til de store muligheder, men Lyngby-spillerne kørte bolden flot rundt, og i særdeleshed den centrale trekant med Martin Ørnskov, Jesper Christjansen og Mikkel Rygaard sørgede for, at Silkeborg ikke så meget til bolden de første ti minutter.
 
Deromkring kom værterne imidlertid en smule bedre med, og den første rigtige advarsel kom efter godt og vel et kvarters spil, da Emil Scheel pludselig kom alene igennem i venstre side – heldigvis sparkede offensivspilleren et godt stykke forbi mål, og Jesper Hansen undgik at komme på arbejde. Advarslen lod til at vække De Kongeblå en smule, og efter 18 minutter spil slog de så til efter vedvarende pres. Lasse Fosgaard skaffede et hjørnespark, som Mikkel Rygaard tog sig af, og hans præcise, hårde venstrebensindlæg fandt en helt fri Jesper Christjansen ved forreste stolpe, der – som det er set før – uimodståeligt steg til vejrs og headede 1-0-føringen i kassen.
 
De Kongeblå var imidlertid ikke færdige, og kort efter fandt Kristoffer Larsen således flot Jeppe Kjær, der var løbet dybt på ydersiden af Dennis Flinta. Silkeborg-anføreren kom dog fint tilbage og fik generet Lyngby-angriberen i skudøjeblikket, så hans afslutning gik et godt stykke forbi. Det skulle dog ikke afholde Kjær og Larsen fra at forsøge sig på ny blot et minut senere, men denne gang var rollerne byttet om, og det viste sig at være en særdeles god idé. Nordmanden var nemlig iskold alene med Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard, der sikkert blev udplaceret på en flad venstrebensafslutning i det korte hjørne, og dermed var De Kongeblå foran 2-0 og i fuld kontrol.
 
Derfra var det så som så med de helt store tilbud til begge mandskaber, og i de resterende 20 minutter af første halvleg var et Jens Martin Gammelby-langskud og en forspildt Mathias Tauber/Martin Ørnskov-chance det mest bemærkelsesværdige at berette om. Med til historien hører dog, at Davit Skhirtladze tegnede sig for et lidt tilfældigt forsøg på tværstangen mellem de to Lyngby-scoringer, men derudover var De Kongeblå i total kontrol gennem hele første halvleg, og de kunne derfor fortjent gå til pause foran 2-0.
 
Kontrol var De Kongeblå imidlertid ikke i fra anden halvlegs start, der blev noget hektisk, hvilket blandt andet hurtigt kastede en fin Davit Skhirtladze-afslutning og en mindst lige så fin Jesper Hansen-redning af sig. Ti minutter efter sidebyttet tegnede først Lasse Fosgaard og siden Mikkel Rygaard sig så for fine forsøg, og omkring halvvejs gennem de sidste 45 minutter var indskiftede Frederik Gytkjær millimeter fra en scoring efter bandespil med Jeppe Kjær. Fint Lyngby-spil i alle tre tilfælde, men det kunne på ingen måde stå mål med angrebet minutter efter Gytkjærs chance.
 
Her brød De Kongeblå værterne i venstre side, hvor Michael Lumb fandt Jeppe Kjær, der blev retvendt og sendte kuglen videre til Lasse Fosgaard. Derfra gik det stærkt, og i et rent studie i hurtigt kombinationsspil fandt Mikkel Rygaard til sidst Jeppe Kjær, som køligt fintede Thomas Nørgaard og sikkert studsede 3-0-scoringen i kassen over den liggende Silkeborg-keeper. Det mønsterangreb blev næsten tangeret ti minutter senere, da indskiftede Jens Odgaard flot vendte rundt og fandt Frederik Gytkjær, som driblede på tværs af feltet og lagde bolden til rette for Lasse Fosgaard, der kronede en fremragende indsats ved knastørt at sparke 4-0-scoringen i kassen – lidt af en sjældenhed for den arbejdsomme kantspiller, der da også prompte styrtede ud og lod sig tiljuble af hele den fremstormende Lyngby-bænk.
 
I de resterende godt og vel 15 minutter af kampen kunne det nemt være blevet til flere Lyngby-scoringer, for hjemmeholdet så i den grad ud til at have givet op, og De Kongeblå var i den grad stadig i spilhumør. Mere blev det dog ikke til, og dermed kunne Lyngby-spillerne triumferende række armene i vejret og fejre den anden sejr på den ”forkerte” side af Storebælt inden for blot seks dage. Det er nok til en aktuel fjerdeplads i Alka Superligaen, hvor De Kongeblå nu står noteret for syv point for fire kampe.   
 
Match Facts:
Silkeborg IF – Lyngby BK 0-4 (0-2)
0-1 Jesper Christjansen (18), 0-2 Kristoffer Larsen (25), 0-3 Jeppe Kjær (70), 0-4 Lasse Fosgaard (80)
Lyngbys startopstilling: 1. Jesper Hansen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 3. Michael Lumb – 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen – 9. Lasse Fosgaard, 21. Mikkel Rygaard (<-> 14. Philip Rasmussen (71)), 19. Kristoffer Larsen (<-> 26. Frederik Gytkjær (60)) – 15. Jeppe Kjær (<-> 23. Jens Odgaard (76))
Ikke benyttet:
16. Andreas Larsen (GK), 12. Mads Nordam, 17. Casper Højer Nielsen, 22. Bror Blume
Advarsler:
Martin Thomsen – Silkeborg IF
Tilskuertal:
2220 på Mascot Park
 
 

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur