Bradley Surprise skifter væk fra Lyngby

foto: fodboldbilleder.dk
Surprise rykker til Helsingborg
 
Lyngby Boldklub siger farvel til kantspilleren Bradley Surprise, der skifter til Helsingborg i den bedste svenske række.
 
Helsingborg, der halvvejs i Allsvenskan-sæsonen ligger i den nedre halvdel af midterfeltet, har i dag forstærket sig med en spiller fra Lyngby Boldklub. Den sydafrikanske kantspiller Bradley Surprise skifter til Helsingborg, hvor han genforenes med sin tidligere cheftræner Henrik ’Henke’ Larsson samt den tidligere Lyngby-assistent Jonas Eidevall. De to har hentet den hurtige kantspiller til det svenske med øjeblikkelig virkning.
 
Øget konkurrence på positionen og en god mulighed for at komme videre med karrieren i Helsingborg fremhæves af cheftræner David Nielsen som vigtige elementer i beslutningsprocessen:
 
”Surprise har gjort et fantastisk stykke arbejde for os, men som konsekvens af tilgangen på hans position og med kort tid tilbage af aftalen med os, så er der opstået nogle nye muligheder som alle parter har været indstillet på at forfølge. Surprise har fået en god mulighed i Helsingborg, og vi har valgt at acceptere at han skifter nu. Vi takker Surprise for de gode bidrag i Lyngby-trøjen og ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden” fortæller David Nielsen.
 
Bradley Surprise kom til Lyngby Boldklub i vinteren 2015 fra Landskrona BoIS i den næstbedste svenske række. Fra dag 1 startede Surprise på genoptræningen efter en slem skade, og først sent i foråret 2015 fik han debut for Lyngby. I alt har sydafrikaneren repræsenteret De Kongeblå i 34 kampe med 4 scoringer til følge.
 
Lyngby Boldklub ønsker Bradley Surprise held og lykke i fremtiden.
 

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur