Jeppe Kjær blev hovedperson i flot comeback

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Jeppe Kjær blev hovedperson i flot comeback
Bagud 0-2 viste De Kongeblå stor moral i sæsonens første hjemmebanekamp mod OB, som endte 2-2. Jeppe Kjær blev dobbelt målscorer, men brændte også et straffespark
I sidste weekend åbnede De Kongeblå Superliga-sæsonen mod FCK i Telia Parken, og søndag eftermiddag gjaldt det så sæsonens første hjemmebanekamp, hvor OB kiggede forbi Lyngby Stadion i 2. spillerunde. Som altid stod græstæppet knivskarpt, så der var i den grad – og nærmest bogstaveligt talt – lagt i kakkelovnen til en god omgang fodbold på en glohed sommerdag.
Fra kampens start lod det dog ikke til at påvirke de to mandskaber, som begge kom blæsende og var målsøgende. Allerede i kampens første minut havde gæsternes Kenneth Emil Petersen således en fin hovedstødschance, mens Jeppe Kjær blot to minutter senere fik en stor mulighed efter fine kombinationer i Lyngbys højre side. Angriberen måtte dog se sit forsøg blokeret af en tililende Mikkel Desler, efter Philip Rasmussen ellers havde serviceret ham fornemt med en stikning i dybden. Ikke mange minutter senere var det så gæsternes tur til at vise skarphed i kombinationsspillet, og det sendte Rasmus Jönsson alene igennem i feltet, hvor han blev nedlagt af Philip Rasmussen. Dommer Jørgen Burchardt pegede på pletten, og fra de 11 meter bragte anfører Kenneth Emil Petersen stensikkert OB i front 1-0.
Efter den hektiske indledning faldt intensiteten meget naturligt en del i det varme sommervejr, og frem til den halve time havde de to mandskaber kun sporadiske forsøg – det ændrede sig imidlertid markant i det sidste kvarter af første halvleg. Først blev en Jeppe Kjær-afslutning fra kanten af feltet blokeret, og kort efter tegnede angriberen sig så for sit tredje forsøg, da han pludselig var helt fri ved bagerste stolpe på en indøvet hjørnesparkskombination. Desværre var han for langsom til at afvikle muligheden, der blev blokeret af en ishockey-tackling, og kort efter klappede fælden så i modsatte ende. Her sendte Anders K. Jacobsen en flot stikning i Rasmus Festersens retning, og den kunne OB-angriberen lige præcis glide i kassen til 2-0 foran snuden på en fremstormende Jesper Hansen.
Så var det op ad bakke for De Kongeblå med små ti minutter til pause, men kort efter OB-scoringen viste Jeppe Kjær klassen efter et længevarende Lyngby-pres. Angriberen modtog bolden lidt uden for feltet, hvor han vendte flot rundt og denne gang lynhurtigt trykkede af mod det lange hjørne. Afslutningen sad så yderligt, at Sten Grytebust i OB-målet ikke kunne nå ud til den, og dermed var stillingen 1-2, hvilket ikke ændrede sig inden pausen.
Det gjorde det imidlertid fem minutter efter sidebyttet, hvor Jeppe Kjær tydeligvis stadig var brandvarm på trods af et kvarter i skyggen. Den lille angriber blev igen retvendt i mellemrummet, og efter et par hurtige, vævre træk på tværs af feltet sparkede han endnu en gang hårdt og præcist uden for Sten Grytebusts rækkevide – 2-2 og i den grad game on. Den lovende indledning på anden halvleg blev dog hurtigt afløst af et tempo mere tilsvarende klimaet, men enkelte forsøg blev dog til den næste halve time – primært til gæsterne. Kristoffer Larsen havde ellers først en pæn mulighed, men hans forsøg sad lige på Grytebust, og derefter kom Lyngby-defensiven flere gange på hårdt arbejde.
Først blokerede Jesper Christjansen et Rasmus Festersen-forsøg i feltet, og kort efter var der dømt regulært skydetelt med bolden dansende på stregen og kongeblå spillere i heroiske forsøg på at holde gæsterne fra fadet. Med tyve minutter igen kom Festersen så alene igennem på en kontrachance, men denne gang vandt Jesper Hansen den direkte duel, da han kom flot ud af sit mål og gjorde sig bred. Målt på chancer lignede det altså mere og mere en OB-scoring, men lidt ud af ingenting opstod pludselig en stor, lidt tilfældig chance til Jeppe Kjær, der i feltet blev nedlagt af Mikkel Desler. Det fik Jørgen Burchardt til at pege på pletten for anden gang i kampen, og det gav Jeppe Kjær chancen for et hattrick – desværre sendte angriberen sit forsøg langt over mål og dermed status quo.
Det misbrugte straffespark lod til at tage gnisten en smule fra et hårdt kæmpende Lyngby-mandskab, som ikke kreerede det store resten af kampen, og mod slutningen var OB så lige ved at stjæle alle tre point. De Kongeblå slap dog med skrækken, og selvom man kan ærgre sig over 2-2 med et brændt straffespark til sidst, kan man omvendt glæde sig over et flot comeback og Superliga-debut til blot 17-årige Jens Odgaard, der fik de sidste ti minutter.
Med det uafgjort resultat avancerer De Kongeblå til 12. pladsen, hvor de står noteret for et point for to kampe og en målscore på 2-5. Næste kamp er SønderjyskE på udebane, søndag den 31. juli klokken 12.00.
Match Facts: 
Lyngby BK – OB 2-2 (1-2)
0-1 Kenneth Emil Petersen (8), 0-2 Rasmus Festersen (38), 1-2 Jeppe Kjær (42), 2-2 Jeppe Kjær (51)
Lyngbys startopstilling: 1. Jesper Hansen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 3. Michael Lumb – 5. Martin Ørnskov (<-> 7. Jesper Christjansen (46)), 14. Philip Rasmussen – 19. Kristoffer Larsen, 21. Mikkel Rygaard, 25. Emil Larsen (<-> 9. Lasse Fosgaard (56)) – 15. Jeppe Kjær (<-> 23. Jens Odgaard (80))
Ikke benyttet:
16. Andreas Larsen (GK), 12. Mads Nordam, 17. Casper Højer Nielsen, 26. Frederik Gytkjær
Advarsler:
Philip Rasmussen og Jeppe Kjær – Lyngby BK
Rasmus Festersen og Mikkel Desler – OB
Udvisninger:
Kenneth Emil Petersen – OB (to gule)
Tilskuertal:
2006 på Lyngby Stadion
 
 

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv