Foto: fodboldbilleder.dk
Første hjemmekamp står for døren
OB gæster Lyngby Stadion i sæsonens første hjemmebanekamp, som De Kongeblå glæder sig utroligt meget til at spille.
Superligaens 2. spillerunde er i gang, og det betyder, at De Kongeblå for første gang i sæsonen skal i aktion hjemme på Lyngby Stadion, hvor OB kommer på besøg søndag eftermiddag. Ingen af holdene formåede at vinde i premieren, hvor det for Lyngby-spillerne, som bekendt, blev til et klart 0-3-nederlag til FCK, mens OB noget mere skuffende måtte nøjes med 0-0 på hjemmebane mod oprykkerne Silkeborg IF.
Begge mandskaber må altså forventes at være ekstra tændte på at revanchere resultaterne i 1. spillerunde, og i ugens løb har både cheftræner David Nielsen og viceanfører Thomas Sørensen da også givet udtryk for deres begejstring over endelig at skulle i aktion på eget græs og forhåbentlig vinde foran egne fans. Det formåede OB som nævnt ikke mod Silkeborg, selvom de ellers klart vandt chancestatistikken – og endda også misbrugte et straffespark – så der er ingen tvivl om, at De Kongeblå skal være varsomme over for fynboernes velsmurte offensiv.
Den ledes an af frontduoen Anders K. Jacobsen og Rasmus Festersen, hvor førstnævnte sidste sommer fulgte med cheftræner Kent Nielsen fra AaB. Det har sidenhen skabt lidt af en dille, og i sommerpausen hentede OB-chefen således Mathias Thrane, Rasmus Jönsson og Kenneth Emil Petersen – der med det samme er blevet anfører – i det nordjyske. Derudover er Joao Pereira blevet hentet i SønderjyskE, mens den tidligere Lyngby-spiller Jeppe Tverskov er kommet til fra Randers, og dermed er Kent Nielsen for alvor begyndt at sætte sig præg på OB-mandskabet, der gerne vil have bolden og kombinere sig frem til chancer.
Der er noget af det, De Kongeblå skal dæmme op for søndag eftermiddag, og til at klare den opgave har trænerstaben valgt en 18-mands trup, hvor der er masser af genvalg fra sidste weekends sæsonpremiere i Parken. Ude af truppen er fortsat navne som Danilo Arrieta, Hallgrimur Jonasson, Bror Blume og Lasse Rise, der kæmper med eftervéer fra skader – sidstnævnte fik et hårdt slag på foden i den sidste træningskamp mod AGF, og det spænder fortsat ben for kantspillerens comeback i Lyngby-trøjen.
Lyngbys trup til kampen mod OB:
1. Jesper Hansen (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen, 9. Lasse Fosgaard, 12. Mads Nordam, 14. Philip Rasmussen, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Kristoffer Larsen, 20. Jeppe Brandrup, 21. Mikkel Rygaard, 23. Jens Odgaard, 24. Thomas Sørensen, 25. Emil Larsen, 26. Frederik Gytkjær.
Morgendagens opgør fløjtes i gang klokken 14.00 på Lyngby Stadion af dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt. Dørene til stadion åbner klokken 13.00, hvor der deles samplings af chips ud til de første 1000 gæster, mens der uddeles Faxe Kondi-samplings på vej ud af stadion, så kom gerne tidligt. Billetter til kampen kan købes via dette link.