Talenterne slutter af i Esbjerg

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Talenterne slutter af i Esbjerg
 
U17- og U19-holdene drager lørdag til Esbjerg for at spille sæsonens sidste kamp og gå på sommerferie med forhåbentlig seks kongeblå point
 
De Kongeblås U17- og U19-hold slutter sæsonen af i Esbjerg, hvor de vestjyske talenter lørdag eftermiddag tager imod på Esbjerg Idrætspark. I U19-holdenes tilfælde har ingen af mandskaber noget at spille for i forhold til tabellen, mens U17-talenterne spiller om indbyrdes placeringer i rækkens subtop.
 
U19 vil slutte ordentligt af
Uanset resultatet af lørdagens opgør ender de kongeblå U19-talenter med sikkerhed på rækkens tiendeplads, mens Esbjerg ligeledes er sikre på at slutte som nummer fire. På trods af det kan De Kongeblå naturligvis stadig bruge kampen til en masse, om ikke andet så for at få revanche for efterårets 2-3-nederlag i den omvendte kamp. U19-cheftræner Thomas Lollike ser da også fine perspektiver i lørdagens opgør:
 
”Vi ser frem til at komme til Esbjerg, og i vores bog har vi en masse at spille for. Vi har spillemæssigt fat i nogle gode ting, og dem vil vi selvfølgelig arbejde videre på, men når det så er sagt, tager vi også til Esbjerg for at få point. Vi skal måle os med et af de allerbedste hold i rækken, og det er en fed kamp for os,” siger Thomas Lollike og fortsætter:
 
”Det har i de seneste kampe været svært for os at konvertere boldbesiddelse til chancer og mål, men vi øver os til hver eneste træning, og vi har de rette spillere til at løse opgaven. Derfor tror jeg også på, at vi kommer til at levere et godt indtryk i Esbjerg.”
 
U17 jagter femtepladsen
I U17-talenternes tilfælde kan De Kongeblå på rækkens sjetteplads stadig nå at avancere en plads i tabellen, mens de omvendt også stadig kan hentes af netop Esbjerg længere ned i tabellen. I det omvendte opgør i efterårssæsonen endte det 1-1 på Lyngby Stadion, og point i lørdagens opgør vil faktisk som minimum sikre Lyngby-talenterne sjettepladsen. Det kræver dog en noget bedre præstation end i seneste kamp mod AGF, mener U17-cheftræner Christian Sørensen:
 
”Vi skal finde tilbage til de ting, vi selv er dygtige til, for vores boldomgang var for dårlig mod AGF og egentlig også i dele af kampen mod FC Nordsjælland. Det skal forbedres, og det skal være tydeligt, når vi møder Esbjerg. Der skal man se et Lyngby-hold, som dikterer slagets gang, er spilstyrende og har en klar plan med det, de foretager sig,” lyder det fra cheftræneren.
 
Om det lykkes De Kongeblå at hente seks point med hjem fra Esbjerg, bliver vi klogere på lørdag eftermiddag fra klokken 13.00, hvor U19-talenterne krydser klinger. Kort efter sidste fløjt i den kamp, klokken 15.15, starter så sæsonens sidste kamp for U17-holdet.

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv