Foto: fodboldbilleder.dk
Vi skal i Superligaen med et brag
En festlig dag er i vente, når De Kongeblå lørdag eftermiddag afslutter en succesfuld sæson mod FC Fredericia på Lyngby Stadion
Menuen byder på kombineret opryknings- og sejrsfest, når FC Fredericia lørdag eftermiddag kigger forbi Lyngby Stadion i 33. og sidste spillerunde af dette års Bet25 Liga. Før opgøret ligger det allerede fast, at De Kongeblå om cirka halvanden måneds tid skal spille Superliga-fodbold, mens førstepladsen i Danmarks næstbedste fodboldrække ligeledes er sikret.
Det blev den i sidste weekend i Vejle, hvor et sprudlende – i hvert fald offensivt set – Lyngby-mandskab sejrede 4-3, og det kunsttykke kunne De Kongeblå nok godt tænke sig at gentage mod morgendagens gæster fra Fredericia. Det burde bestemt også være muligt, for mens Lyngby-spillerne har en hjemmebane at forsvare, har udeholdet ikke andet end æren at spille for. De befinder sig nemlig på Bet25 Ligaens syvendeplads på sikker afstand til bunden og lige så sikker afstand til de allerede fastlagte oprykningspladser.
Fredericias position i ingenmandsland har efterhånden ligget fast i noget tid, og det kan tydeligt ses ved et kig på deres formkurve. Jesper Sørensens tropper har således ikke vundet i de seneste fem kampe, hvor det er blevet til tre nederlag og to uafgjorte, så noget tyder på, at de ikke er specielt komfortable med at spille frit. Mere komfortable har de imidlertid været mod De Kongeblå, der dog har et lille overtag med fem sejre i de seneste ti indbyrdes opgør, mens fire er faldet ud til Fredericias fordel og blot en enkelt er endt uafgjort.
To af disse kampe blev spillet i efteråret, og begge fandt sted på Monjasa Park i det østjyske, hvor det blev til en sejr til hvert hold. Den første løb af stablen allerede i slutningen af august, hvor hjemmeholdet sejrede 3-1, efter ellers at have bagud ved pausen, mens den anden fandt sted i efterårets sidste spillerunde og endte med en 4-2-sejr til De Kongeblå. I begge opgør scorede angriberen Brent McGrath – men selvom den fremtidige Esbjerg-spiller med 15 ligamål har scoret mere end en tredjedel af holdets mål og samtidig er vicetopscorer i Bet25 Ligaen, så behøver De Kongeblå ikke frygte for angriberen. Han sidder nemlig over lørdagens kamp med karantæne.
Til morgendagens opgør har trænerstaben udtaget 18 mand, hvor det er værd at bemærke, at anfører Mathias Tauber igen er blevet fit for fight. Derudover byder truppen på et par spændende navne i form af et par talenter fra klubbens U19-hold, Oliver Kjærgaard og Jens Odgaard, der begge står noteret for en enkelt kamp i Bet25 Liga-regi. Sidst, men ikke mindst kan både Dennis Sørensen og Daniel Jensen i morgen spille deres sidste kamp i karrieren, da begge har valgt at lægge støvlerne på hylden efter sæsonen.
Lyngbys trup mod FC Fredericia:
1. Viktor Noring (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 4. Mathias Tauber, 6. Mads Gabel, 9. Lasse Fosgaard, 10. Surprise, 12. Mads Nordam, 14. Philip Rasmussen, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Dennis Sørensen, 20. Jeppe Brandrup, 21. Mikkel Rygaard, 24. Thomas Sørensen, 25. Daniel Jensen, 26. Frederik Gytkjær, 30. Lars Brøgger, Oliver Kjærgaard (U19), Jens Odgaard (U19)
Morgendagens opgør fløjtes i gang klokken 15.00 af dommer Lars Skibild Jensen og vises ikke i tv. Derfor er der så meget desto mere grund til at lægge vejen forbi Lyngby Stadion til et brag af en fest, hvor dørene allerede åbner klokken 13.30, og billetterne i dagens anledning fås til yderst fordelagtige priser.