Lyngby Boldklub er tilbage i Superligaen

Bizart selvmål sender De Kongeblå i Superligaen
De Kongeblå er efter sommerferien igen at finde i ALKA Superligaen, efter det søndag eftermiddag blev til en 1-0-sejr over Helsingør på Lyngby Stadion
Missionen var klar og rammerne på plads: En sejr over Helsingør i bragende solskin på et pænt fyldt Lyngby Stadion ville sende De Kongeblå i Superligaen. Før det kunne blive en realitet ventede dog 90 minutters fodbold mod et dygtigt mandskab, som bestemt ikke var indstillede på at bidrage til missionen, og det skulle derfor ikke blive nogen nem opgave.  
Fra kampens start var det tydeligt, at Helsingør helt som forventet var kommet til Lyngby Stadion for at spille fodbold, og det resulterede i flere muligheder i begge ender. Gæsterne viste først tænder, da en Philip Zinckernagel-afslutning fra kanten af feltet gik snert forbi nærmeste stolpe, mens Lars Brøgger efter ti minutter headede på overlæggeren efter et hjørnespark. Fem minutter senere fik den store Lyngby-angriber så endnu en mulighed, men desværre fik han ikke nok kraft på sit hovedstød, som derfor nemt kunne gribes af Helsingør-keeper Daniel Jespersen, der også fik handskerne på et godt Jeppe Kjær-langskud ti minutter senere.
De Kongeblå kunne imidlertid også spille sig frem til chancer langs jorden, og gennem halvlegen kastede det flere gode tilbud af sig, hvor Frederik Gytkjær tegnede sig for den største efter flotte førstegangskombinationer i feltet. Som det var tilfældet gennem det meste af første halvleg kom en Helsingør-spiller dog i vejen, og Lyngby-spillerens afslutning gik derfor til hjørne. Ud over Philip Zinckernagels tidlige afslutning havde Helsingør ikke for alvor truet Andreas Larsen i Lyngby-buret, men kort før pausefløjtet kom de imidlertid meget tæt på. Anfører Kasper Enghardt trykkede af fra kanten af feltet og ramte stolpen, mens Ricki Olsen kort efter misbrugte en pæn hovedstødschance, men De Kongeblå slap altså med skrækken, og dermed var det 0-0 efter de første 45 minutter.
Det var de ikke helt tilfredse med på Lyngby-bænken, for i hvert fald blev Jesper Christjansen og Lasse Fosgaard sat på banen fra anden halvlegs start i stedet for Lars Brøgger og Mikkel Rygaard. Her skulle der ikke gå mange minutter, før Jeppe Kjær tegnede sig for to fine tilbud, men på det første sparkede han langt over mål, mens Daniel Jespersen kom godt ned og fik afværget det andet. Få sekunder senere så Helsingør-keeperen dog mindre heldig ud, for her missede han sin tæmning på en Mads Aaquist-tilbagelægning, der havde retning mod mål, og i sin iver for at redde situationen fik Jespersen i stedet bakset bolden i kassen til en bizar 1-0-føring til De Kongeblå. Mads Aaquist blev noteret for selvmålet, men det var i høj grad den ellers velspillende Helsingør-keepers skyld, at De Kongeblå var på vej i Superligaen. 
Efter føringsmålet kom Helsingør bedre med, og Andreas Larsen måtte blandt andet diske op med en redning på et langskud meget langt ude fra, mens Ricki Olsen tegnede sig for en stor afbrænder, da han pludselig var helt fri ved bagerste stolpe på et hjørnespark, som blev forlænget. Indimellem var Jesper Christjansen lige ved at komme på tavlen på et hårdt Bror Blume-frispark mod mål, men midtbanespilleren kunne ikke få ordentligt ramt på bolden. Det var noget nær det eneste store Lyngby-tilbud efter føringsmålet, mens Helsingør omvendt heller ikke kom frem til meget, da de skulle jagte en udligning, og derfor sluttede det 1-0 og med Superliga på menuen på Lyngby Stadion i næste sæson.
Match Facts: 
Lyngby BK – FC Helsingør 1-0 (0-0)
1-0 Mads Aaquist, selvmål (53)
Lyngbys startopstilling:
16. Andreas Larsen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 12. Mads Nordam, 24. Thomas Sørensen (c), 3. Michael Lumb – 14. Philip Rasmussen (<-> 10. Surprise (74)), 22. Bror Blume – 15. Jeppe Kjær, 21. Mikkel Rygaard (<-> 7. Jesper Christjansen (46)), 26. Frederik Gytkjær – 30. Lars Brøgger Hansen (<-> 9. Lasse Fosgaard (46))
Ikke benyttet:
1. Viktor Noring (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Dennis Sørensen
Advarsler:
Jeppe Brandrup – Lyngby BK
Kasper Enghardt – FC Helsingør
Tilskuertal:
2949 på Lyngby Stadion
 
 

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur