Foto: fodboldbilleder.dk
Team Elite-tilskud forbedrer De Kongeblås fysik
Lyngby Boldklub har på et tilskud fra Team Elite erhvervet sig fysisk testudstyr fra Polar, som trænere og spillere har stor gavn af i hverdagens bestræbelser på at forbedre sig
En vigtig faktor i moderne fodbold er spillernes fysiske formåen og i den forbindelse ikke mindst muligheden for at evaluere på dette, så man i fremtiden kan forbedre sig, hvor det kræves. Det er Lyngby Boldklubs trænerstab naturligvis meget bevidste om, og for at sikre de bedste forudsætninger for dette har man derfor taget et TeamPro tracking-system fra Polar i brug – noget kun fem andre klubber i Danmark i øvrigt har gjort.
Tracking-systemet er sponseret af Team Elite, som er et aktivt samarbejde mellem erhvervslivet, kommunen og eliteidrætten i Lyngby-Taarbæk Kommune, der altså har imødekommet Lyngby Boldklubs ansøgning om tilskud til testudstyr. Det sætter man pris på i trænerstaben, hvor fysisk træner Mikkel Marker kan berette, at udstyret har gjort stor gavn i klubbens bestræbelser på at rykke spillerne – og dermed også holdet – til næste niveau:
”I træningssammenhæng kan vi bruge det til at se, om vi rammer de rigtige intensitetszoner, og man kan sørge for at designe øvelserne efter det, den pågældende spiller eller spillertruppen som helhed skal forbedre rent fysisk. Jeg ved fra en masse statistik, jeg tidligere har lavet, hvad man skal kunne rent fysisk på de forskellige positioner i 1. division og Superligaen, og derfor er jeg også helt klar over, hvor de forskellige spillere skal befinde sig rent statistisk i løbet af en træning,” fortæller Mikkel Marker og fortsætter:
”Ud fra den data, vi indsamler med Polars tracking-system, kan jeg så gå ind og se, at vi måske har en spiller, som er meget hurtig, men ikke så dygtig til at bringe det i spil. Det kan jeg visuelt gøre klart for ham ved at vise ham, hvor få meter han løber i sprint, og der er det helt klart en fordel, at han også selv kan se, at der er noget om snakken. På den måde bliver det et meget konkret og håndgribeligt værktøj, som kan vise os, om vi egentlig leverer, det vi skal, eller om vi bare står med en fornemmelse, som måske ikke viser sig at holde stik.”
Mikkel Marker fastslår desuden, at tracking-systemet ikke står alene som evalueringsredskab, da trænerstaben også bruger det i samspil med andre komponenter som eksempelvis videoanalyseprogrammet SportsCode.