De Kongeblå fik 1-1 mod Skive i forårspremieren på Lyngby Stadion

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Uvirkelig scoring spolerede premierefest til allersidst
På en Frederik Gytkjær-scoring knap ti minutter før tid var De Kongeblå lige ved at tage alle tre point i forårspremieren mod Skive IK, men på deres første skud på mål fik gæsterne noget heldigt udlignet til allersidst
Det var top mod bund i dagens opgør på Lyngby Stadion, hvor De Kongeblå tog imod Skive IK i årets første kamp om point for værternes vedkommende. Op til kampen havde både cheftræner David Nielsen og offensivprofilen Frederik Gytkjær proklameret, at hele truppen var topmotiverede til dagens forårspremiere, men begge havde også givet udtryk for, at en premierekamp altid har sine udfordringer blandt andet på grund af banernes beskaffenhed på denne tid af året, som ikke altid indbyder til poleret fodbold langs jorden.
Begge disse påstande skulle fra kampens start vise sig at have en vis form for berettigelse, for Lyngby-spillerne sad fra første fløjt fuldstændig på opgøret og med stor energi tiltvang de sig derfor helt naturligt en stor overvægt i boldbesiddelse. Selvom banen på Lyngby Stadion er upåklagelig årstiden taget i betragtning, var det imidlertid tydeligt, at Lyngby-spillerne havde svært ved at finde det sidste tempo i boldomgangen, der kunne åbne en kompakt Skive-defensiv på en tung bane.
Ikke overraskende skulle man derfor et kvarter ind i opgøret, før De Kongeblå for alvor viste tænder, men derfra gik det til gengæld også hurtigt. Først havde debutanten Mikkel Rygaard en udmærket chance, og ikke længe efter testede Frederik Gytkjær fra en spids vinkel Skive-keeper Daniel Krog, der dog fik afværget forsøget med en parade. Kort efter var Rygaard så på spil igen, da han sparkede bolden i et tomt mål på oplæg fra Mads Gabel, men desværre var sidstnævnte i offside, og scoringen blev derfor underkendt.
I det sidste kvarter af halvlegen var de to offensivprofiler så på spil igen, først ved Rygaard på et udmærket langskud og sidenhen på en ydersideafslutning fra Gytkjær efter gode kombinationer omkring feltet. Mere blev det dog ikke til i en første halvleg, hvor De Kongeblå dominerede stort, men hvor gæsterne fra Skive som forventet gjorde det svært at tilspille sig de helt åbne scoringsmuligheder – derfor 0-0 ved pausen.   
Fra anden halvlegs start fortsatte kampbilledet fra de første 45 minutter i nogenlunde samme stil, og der gik således ikke mere end ti minutter, før De Kongeblå kunne notere sig halvlegens første store chance. Lidt Gytkjær-tryllerier på baglinjen endte hos en fuldstændig umarkeret Lasse Fosgaard, men midt for mål omkring straffesparkspletten kiksede fløjspilleren sin afslutning, som dermed gik et pænt stykke forbi mål. Kort efter kombinerede Lasse Fosgaard og Mads Gabel fint i højre side, men ingen nåede frem til Gabels indlæg tæt under mål.
Med en halv time tilbage af opgøret og et stort Lyngby-overtag lignede det blot et spørgsmål om tid, før der ville blive prikket hul på bylden, men alligevel skulle man helt frem til omkring ti minutter før tid for at registrere næste store mulighed. Efter vedvarende Lyngby-pres gik Lasse Fosgaard mod baglinjen og med et hårdt indlæg fandt han Frederik Gytkjær, som tæt under mål firsttimede bolden i kassen til en forløsende 1-0-scoring. Så skulle føringen bare køres hjem, men få sekunder før den ordinære tids udløb var heldet i den grad med Skive, da et Mathias Pedersen-langskud tog en afretning og gik ind bag en sagesløs Andreas Larsen i Lyngby-buret.
En kold spand vand i hovedet på De Kongeblå, som ellers havde arbejdet forbilledligt og tålmodigt kampen igennem, men alligevel måtte se gæsterne løbe med det ene point til sidst på deres eneste afslutning inden for rammen. 1-1 endte forårspremieren altså, men Lyngby-truppen kan trods alt glæde sig over endnu et Vendsyssel-nederlag, hvorfor forspringet ned til andenpladsen nu er seks point inden de to topholds indbyrdes opgør på torsdag.
Match Facts:
 
Lyngby BK – Skive IK 1-1 (0-0)
1-0 Frederik Gytkjær (82), 1-1 Mathias Pedersen (89)
Lyngbys startopstilling:
16. Andreas Larsen (GK) – 6. Mads Gabel, 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 3. Michael Lumb – 7. Jesper Christjansen, 14. Philip Rasmussen (<-> 22. Bror Blume (80)) – 9. Lasse Fosgaard, 21. Mikkel Rygaard (<-> 10. Surprise (58)), 11. Danilo Arrieta (<-> 15. Jeppe Kjær (76)) – 26. Frederik Gytkjær
Ikke benyttet:
1. Viktor Noring (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 17. Casper Højer Nielsen, 30. Lars Brøgger Hansen
Advarsler:
Frederik Gytkjær – Lyngby BK
Ruben Nygaard – Skive IK
Tilskuertal:
1127 på Lyngby Stadion
 

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv