Årets første reserveholdskamp endte med et 1-2-nederlag til FCK

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Blandet reservehold tabte knebent til FCK
 
Årets første reserveholdskamp endte med et snævert 1-2-nederlag til FC København. Mads Kaalund scorede for De Kongeblå
 
Forårspremieren i Bet25 Ligaen er lige på trapperne, men mandag eftermiddag tog nogle af Lyngby-spillerne faktisk forskud på turneringsstart, da årets første kamp om point blev spillet. Modstanderen var FC København på udebane og anledningen De Kongeblås første kamp i forårets reserveholdsliga, der byder på i alt seks kampe indtil midten af maj måned.
 
En god blanding af unge og rutinerede Lyngby-spillere lod fra kampens start FCK have bolden for i stedet at lure på kontrachancer, og det viste sig at være en god gameplan. Hjemmeholdet kom ikke frem til meget, mens både Jens Odgaard og Mads Kaalund havde fine tilbud uden det dog resulterede i scoringer. Mod slutningen af første halvleg gik De Kongeblå så en smule ned i tempo, og det udnyttede hjemmeholdet til at bringe sig på 1-0 ved Julian Kristoffersen i en situation, hvor Lyngby-spillerne forgæves appellerede for offside.
 
Fra anden halvlegs start kom De Kongeblå ud med fornyet, god energi, og det gav hurtigt pote, da Mads Kaalund opsnappede en fejlaflevering og efterfølgende sparkede udligningen ind bag Thomas Kaminski i FCK-buret. Lyngby-spillerne fortsatte herefter de fine takter, men i de sidste tyve minutter gik gassen en smule af ballonen, og værterne tiltvang sig naturligt mere initiativ. Som et resultat heraf scorede Bashkim Kadrii med tyve minutter det, der senere skulle vise sig at være sejrmålet, og dermed led De Kongeblå et knebent nederlag i årets første reserveholdskamp.
 
På trods af nederlaget var Lyngby-assistenttræner Thomas Nørgaard, der som vanligt passede cheftrænertjansen på reserveholdet, godt tilfreds med præstationen. Han bed mærke i, at de unge leverede en fin præstation, mens også de mere rutinerede spillere tog et stort ansvar i holdets tjeneste:
 
”Jeg synes, vi leverer et rigtig fint indtryk med mange gode præstationer, både fra førsteholdsspillerne, som var dygtige både spillemæssigt og i at lede de unge, men også fra de unge spillere, som gik til opgaven med krum hals og var totalt uimponerede, selvom de stod over for et stærkt FCK-hold. Alt i alt en rigtig god blanding og samlet set en fin præstation,” siger Nørgaard, inden han sætter ord på kampens afslutning:  
 
”De sidste 20 minutter kæmper vi forbilledligt, men vi kommer til at mangle lidt, og der bliver det tydeligt, at vi er meget unge. Luften går lidt af ballonen, og det lykkes ikke at score det udlignende mål, selvom vi forsøger at gå frem og jagte 2-2-målet. Det skal dog ikke tage noget fra vores samlede præstation, at vi ikke får udlignet, for vi holder FCK på et minimum af chancer og matcher deres fysik rigtig fint, så alt i alt en god reserveholdskamp.”
 
Ud over Lyngby og FCK består reserveholdspuljen af Vejle og SønderjyskE. Alle hold møder hinanden en gang på ude- og hjemmebane.
 
Match facts:
FCK – Lyngby 2-1 (1-0)
1-0 Julian Kristoffersen (38), 1-1 Mads Kaalund (51), 2-1 Bashkim Kadrii (72)
 
Lyngbys startopstilling:
1. Viktor Noring (GK) – 6. Mads Gabel, 2. Thomas Guldborg Christensen (c), 18. Adnan Curovic (U19), 17. Casper Højer – 12. Mads Nordam, Emil Welcher (U19) – Emilio Simonsen (U17), 27. Mads Kaalund, 29. Jesper Blicher – 28. Jens Odgaard (U19)
 
Indskiftet:
Waldemar Clem (U17), Simon Friis Sharif (U19), Mathias Kokfelt (U19), Deniz Karaca (U19), Jacob Lerche (U19)
 
Ikke benyttet:  
Libetwa Mamili (GK – U19)
 

Bliv klogere på Lyngby Boldklubs rekruttering og scouting på akademiet

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

0
    0
    Din kurv