Foto: fodboldbilleder.dk
U19 sejrede i forårspremieren
U19 vandt lørdag eftermiddag 3-1 over OB i sæsonpremieren, selvom fynboerne ellers tidligt havde bragt sig foran på et straffespark
For første gang i år skulle U19-talenterne lørdag eftermiddag spille om point, da OB kiggede forbi Lyngby Stadion i de to mandskabers forårspremiere. Ikke overraskende startede kampen en smule afventende fra begge sider, og som det har været tilfældet så ofte før, når de to hold har krydset klinger, tydede det allerede fra starten på et tæt opgør.
I sådanne tilfælde er det vigtigt at være skarp i begge felter, hvilket ikke var tilfældet, da OB efter et kvarters spil spillede en lang bold frem mod Adnan Curovic. U18-landsspilleren fik mistimet et indgreb, og da bolden efterfølgende hoppede op på forsvarsspillerens arm, havde dommeren intet andet valg end at dømme straffespark. Fra pletten blev Lyngby-keeper Libetwa Mamili sendt til den forkerte side, og så var gæsterne foran 1-0.
Straffesparksscoringen var en ekstra kold spand vand i hovedet på De Kongeblå, som i efteråret ofte så marginalerne falde ud til modstandernes fordel, og i dagens kamp så denne tendens altså ud til at fortsætte. De unge talenter viste imidlertid stort format efter føringsmålet, for cirka ti minutter senere bragte højre backen Simon Wæver balance i regnskabet, da han på en Oliver Kjærgaard-aflevering tog bolden med og sparkede den ind bag gæsternes keeper.
Udligningen kom efter en periode, hvor Lyngby-mandskabet havde sat sig solidt på kampen, og det billede fortsatte i resten af første halvleg, hvilket kastede flere fine muligheder af sig. To af disse kom ved frisparksmuligheder tæt på OB’s mål, men desværre manglede skarpheden hos først Lorent Callaku og sidenhen Oliver Kjærgaard. Kort før pausefløjtet udmøntede Lyngby-overtaget sig dog endelig i en scoring, da Gustav Marcussen trykkede af fra kanten af feltet, og selvom afslutningen tog en kort afretning, skal det ikke taget noget fra den fine afslutning, som sikrede De Kongeblå en 2-1-føring ved pausen.
Den føring var sjældent i fare i anden halvleg, hvor Lyngby-talenterne holdt gæsterne fra de helt store chancer, og det var således kun på dødbolde, at fynboerne viste en smule tænder. I den anden ende havde Jens Odgaard en fin mulighed midtvejs i halvlegen, som han sparkede forbi mål, men angriberen var dog ikke færdig. Da De Kongeblå med ti minutter tilbage af opgøret fik tilkendt deres tredje frispark på kanten af feltet, gjorde Odgaard sig nemlig klar til at sparke, og på kølig vis udbyggede han føringen til 3-1 ved fladt at liste bolden uden om OB-muren og i mål.
Til slut blev Libetwa Mamili tvunget ud i en fin redning, men tættere på en reducering kom gæsterne ikke, og dermed kunne Lyngbys U19-talenter fejre en 3-1-sejr i forårets første kamp om point. Med sejren rykker De Kongeblå forbi netop OB i tabellen, således at de nu indtager rækkens niendeplads med 11 point for 12 kampe.