Foto: fodboldbilleder.dk
Talenterne møder OB i dobbeltopgør
I morgen eftermiddag ruller bolden igen på Lyngby Stadions kunstgræsbane, når U17 og U19 tager imod OB’s ditto i et dobbeltopgør
U17- og U19-ligabolden ruller på ny, og det betyder vanen tro, at et af de klassiske dobbeltopgør er på programmet. De Kongeblå tager imod OB’s U17- og U19-mandskaber i morgen eftermiddag, og mens det er de ældste talenters første turneringskamp i år, søger U17 oprejsning efter sidste weekends 0-2-nederlag til topholdet FCK.
Tæt opgør venter U19
Første hold i aktion er U19, hvis kamp fløjtes i gang klokken 13.00, og det er som nævnt de ældste talenters første turneringskamp i år. Cheftræner Thomas Lollike og hans tropper kan frem mod opgøret glæde sig over en fornem opstart, hvor det er blevet til hele fem sejre i seks forsøg. Kun 2. divisionsholdet B1908 har formået at besejre De Kongeblå i forberedelserne til sæsonstart, hvor det er blevet til flotte sejre over blandt andet Brønshøjs og AB Tårnbys seniormandskaber, som til daglig også begge gør sig i den tredjebedste danske række. Nu venter så OB’s U19-talenter, som i det omvendte opgør i efteråret klarede 1-1 på hjemmebane på en sen scoring, efter Lyngby-talenterne ellers havde domineret opgøret.
Tager man et yderligere kig på statistikkerne, peger det i den grad hen mod et tæt opgør, når de to mandskaber i morgen sættes i stævne. I de seneste ti indbyrdes opgør har Lyngby-spillerne nemlig trukket sig sejrsrigt ud af duellen fire gange, mens to er endt uafgjort, og OB tilsvarende har sejret i fire af møderne. Den indbyrdes målforskel er 20-18 i Lyngbys favør, og de to mandskaber er tilmed blot to point fra hinanden i tabellen, hvor OB på en ottendeplads er noteret for 10 point i 11 kampe, mens Lyngby-talenterne på en 10. plads har formået af få otte point ud af deres 11 kampe. Om det også bliver tæt i morgen eftermiddag, må tiden vise, men U19-talenterne er i hvert fald toptændte og klar til at sparke forårssæsonen i gang.
U17 jagter revanche
For de kongeblå U17-talenter er virkeligheden en lidt anden, når de kort efter U19-holdenes opgør spiller årets anden turneringskamp. Den første endte med et 0-2-nederlag til topholdet FCK, og de unge Lyngby-drenge er derfor opsatte på at få revanche mod de fynske gæster, hvor de ovenikøbet også har noget i klemme. I efteråret led De Kongeblå nemlig et 1-3-nederlag i Odense, og faktisk er det ikke lykkedes at vinde over morgendagens gæster i de seneste tre indbyrdes opgør.
Tabellen fortæller ellers en anden historie, for her er Lyngby-talenterne at finde på en sjetteplads med 21 point for 13 kampe, mens OB befinder sig noget længere nede på en 10. plads med 13 point i 13 kampe. I morgen skal U17-drengene så bevise, at tabellen ikke lyver, og det er da heller ikke fordi, De Kongeblå ikke kan hente selvtillid nogen steder fra. Ligesom U19-holdet gik U17-talenterne nemlig også gennem en fornem opstart med fem sejre af seks mulige, og kan de finde tilbage til de takter og fortsætte den fine anden halvleg fra FCK-kampen, er der bestemt muligheder for oprejsning i morgendagens opgør.