Lyngby skriver med Mikkel Rygaard
Næstved-profilen Mikkel Rygaard skifter med øjeblikkelig virkning til Lyngby Boldklub på en kontrakt gældende for de næste 2½ år.
Lyngby Boldklub har dags dato skrevet kontrakt med Mikkel Rygaard Jensen for de næste 2½ år. Offensivspilleren skifter til De Kongeblå fra ligakonkurrenterne Næstved, hvor han har haft stor succes, siden han kom til i sommeren 2012 fra Lolland-Falster Alliancen.
38 scoringer i 114 optrædener nåede han således i den grønne trøje. Heraf er fire af disse og et hav af assists faldet i Bet25 Ligaen i efteråret, hvor offensivspilleren har imponeret i en sådan grad, at flere Superliga-klubber har været ude med snøren. Derfor er Lyngby-cheftræner David Nielsen godt tilfreds med, at det er lykkedes at lande Mikkel Rygaard, som han beskriver som en ønskespiller:
”Mikkel er en eksplosiv og dynamisk spiller, som vi har fulgt længe. Det har været en prioritet hele vejen igennem, at vi skulle have Mikkel Rygaard ind i truppen, for han passer perfekt i forhold til den måde, vi griber tingene an på. Og han har udvist en lyst og sult efter at være en del af vores projekt, selvom han havde andre muligheder”.
”Vi glæder os til at få ham i gang på træningsbanen og til at få gjort ham klar til sæsonstart. Og så ser vi frem til, at han bliver en del af vores fællesskab, som skal ud og spille et rigtigt spændende forår med oprykning i sigte” fortæller cheftræner David Nielsen.
25-årige Mikkel Rygaard har, udover førnævnte ophold i Næstved og Lolland-Falster Alliancen, været på kontrakt i HB Køge og Charlton. Han står desuden noteret 11 U-landsholdskampe. Rygaard har fået en aftale med Lyngby frem til sommeren 2018.