foto: fodboldbilleder.dk.
Gustav Therkildsen træner med FC Helsingør
Lyngbys angriber Gustav Therkildsen træner med hos FC Helsingør og er med i en testkamp for Lyngbys ligakolleger fredag eftermiddag.
Den unge Lyngby-angriber Gustav Therkildsen afleverede et fint indtryk i slutningen af sidste sæson, hvor angriberen fik chancen og kvitterede med to scoringer i de sidste fire kampe. I denne sæson har der imidlertid været langt til spilletiden for den 19-årige angriber, og derfor har De Kongeblå givet Therkildsen tilladelse til at træne og spille med hos FC Helsingør i denne uge.
“Gustav har virkelig arbejdet hårdt for at få fodfæste som professionel spiller, men som ung angriber har man behov for at udvikle sig gennem kontinuerlig spilletid og træning på højt niveau. Vi kan ikke levere begge dele som tingene er her og nu, og med tanke på at der i foråret venter blot 13 kampe og vi har en stor trup med flere angribere, så prøver vi at finde et alternativ for Gustav til Lyngby Boldklub. Han skal ud og lave nogle mål” fortæller cheftræner David Nielsen.
Lyngby Boldklub har derfor givet Gustav Therkildsen tilladelse til at spille og træne hos Lyngbys ligakolleger fra FC Helsingør. Angriberen trænede med holdet onsdag og er på banen for Christian Lønstrups tropper igen torsdag. Fredag er Therkildsen ligeledes i spil til Helsingørs træningskamp mod Superliga-klubben OB:
Gustav Therkildsen har i indeværende sæson blot spillet 3 kampe for Lyngby – alle i DBU Pokalen, hvor Gustav Therkildsen også har scoret et enkelt mål. Det skete i 5-0-sejren over Ledøje-Smørum.