foto: fodboldbilleder.dk
Niveauet hæves: Esbjerg er næste test
Superligaklubben Esbjerg er årets anden modstander, når De Kongeblå i morgen drager mod den jyske vestkyst for at spille træningskamp
Efter en resultatmæssigt skuffende start på 2016 skal De Kongeblå i morgen forsøge at skaffe årets første sejr, når turen går hele vejen til den jyske vestkyst, hvor Superligaklubben Esbjerg tager imod. Morgendagens værter har ligesom Lyngby-spillerne også allerede været i aktion en enkelt gang, hvilket resulterede i en 1-0-sejr over ligakonkurrenterne AGF, så vestjyderne er kommet noget bedre fra start, end de afsluttede 2015.
Efterårssæsonen var nemlig ikke nogen dans på roser for Jonas Dals tropper, der overvintrer på Superligaens 11. plads med fem point ned til nedrykningsstregen. Den tidligere Hobro-træner nåede da heller ikke ligefrem at sætte sit præg på sin nye klub i efteråret, hvor det blot blev til fire point i seks kampe. Dal har dog bebudet, at hans arbejde først kommer til at bære frugt i den kommende forårssæson, så det bliver spændende at se, om De Kongeblå kan sætte en stopper for Esbjerg-trænerens fine start på 2016.
Den mission er langt fra umulig, for det er blot fire måneder siden, at Lyngby-vikingerne senest satte en kæp i hjulet på Esbjerg-maskinen. Det skete i den famøse pokalkamp i efteråret, hvor Casper Højer Nielsen på en direkte frisparksscoring kort før tid sikrede 10 hårdt kæmpende Lyngby-spillere en dramatisk sejr, som sendte dem videre i pokaleventyret. De Kongeblå bør da også holde den sejr i frisk erindring, for kigger man længere tilbage i historien, har esbjerggenserne overtaget. De har således vundet seks af de seneste ti opgør, hvoraf én er endt uafgjort, og to af dem har været træningskampe, som Esbjerg begge har vundet.
I den seneste kamp mod HIK skiftede Lyngbys trænerteam hele holdet ud i pausen for at give alle mand en halvleg i benene, og selvom modstanden hårdere er der også imorgen lagt op til mange udskiftninger og minutter i benene til en lang række spillere. 22 mand tager således turen vestover til opgøret, hvor Lyngby sparer et par skadesramte og et par folk med småskavanker – heriblandt Thomas Guldborg Christensen, Mads Gabel, Lasse Fosgaard, Danilo Arrieta, Philip Rasmussen og Jeppe Kjær. Blandt de unge er Adnan Curovic afsted med U19-landsholdet, mens der til gengæld er plads til et par af hans holdkammerater fra U19-holdet. Herfra suppleres holdet af offensivspilleren Gustav Marcussen, forsvarsspillerne Simon Sharif og Marcus Backmann samt midtbanespilleren Oliver Kjærgaard, der fik sin førsteholdsdebut i efterårets pokalkamp mod AB.
Kampen mod Esbjerg sparkes igang klokken 13.30.
Truppen mod Esbjerg fB:
1. Viktor Noring (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 7. Jesper Christjansen, 8. Oke Akpoveta, 10. Surprise, 12. Mads Nordam, 13. Vito Hammershøy-Mistrati, 17. Casper Højer Nielsen, 19. Dennis Sørensen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Katz Boysen, 22. Bror Blume, 24. Thomas Sørensen, 25. Daniel Jensen, 26. Frederik Gytkjær, 27. Mads Kaalund, Gustav Marcussen (U19), Simon Sharif (U19), Oliver Kjærgaard (U19), Marcus Backmann (U19).