U17 sekunder fra sejr over Brøndby
Lyngbys U17- og U19-hold spillede uafgjort og tabte, da de i lørdags var taget en tur til Vestegnen for at møde Brøndby.
U19-talenterne skulle først i aktion, og der var på forhånd lagt op til en tæt duel, da de to mandskaber lå side om side i tabellen. Grundet skader var Lyngby-mandskabet imidlertid igen tvunget til en del rokeringer på holdet, så der var ingen tvivl om, at hjemmeholdet måtte påtage sig favoritværdigheden.
Det startede opløftende for De Kongeblå, der godt nok kom under stort pres fra kampens start, men til gengæld forsvarede sig fint og derfor fik afværget det første hektiske kvarter. Efterhånden fandt kampen stille og roligt sit naturlige leje, men midtvejs i anden halvleg var skæbnen som så ofte før hård ved Lyngby-drengene. Brøndby fik tilkendt et straffespark efter hånd på bolden, og det udnyttede Daniel Stückler til at bringe værterne foran, selvom Jonas Elkjær i Lyngby-målet var lige ved at nappe forsøget.
Brøndby fortsatte det hårde pres på Lyngby-mandskabet, der dog kom bedre med i resten af første halvleg og så ud til at kunne gå i omklædningsrummet kun bagud med en enkelt pind. Det scenarie blev imidlertid spoleret kort før pausefløjt, da hjemmeholdet udnyttede et koncentrationssvigt til at bringe sig foran 2-0. En kold spand vand i hovedet på Lyngby-holdet, hvilket samtidig ændrede dagsordenen til anden halvleg en del.
Den startede lige, men igen udnyttede Brøndby en fejl i de bagerste rækker til at bringe sig foran 3-0 og reelt lukke kampen. Lyngby-talenterne fik herefter mere tid på bolden, og kom af den årsag også bedre med i opgøret, hvilket dog ikke udmøntede sig i en scoring. Dermed sluttede det 3-0 efter en kamp, hvor De Kongeblå aldrig fandt et modsvar til hjemmeholdets fysiske dominans.
Nederlaget skubber Lyngby-talenterne ned på 11. pladsen i U19 Ligaen, hvor de står noteret for fem point i ni kampe. Næste opgave er et andet bundhold, AGF, på udebane.
U17 snydt i tillægstiden
Efter U19-talenterne var det så blevet U17-holdenes tur, og også her kom værterne først på måltavlen. Forud skulle dog gå en hel halvleg uden scoringer, hvor begge hold havde deres gode perioder, men hvor det generelt var meget lige.
Ikke mange sekunder inde i anden halvleg fik Brøndby så brudt dødvandet, da de gav bolden op og via et indlæg bragte sig foran 1-0. Lyngby-talenterne viste dog fin moral, og cirka fem minutter efter værternes føringsmål bragte Rasmus Beyer så balance i regnskabet, da hans afrettede skud gik i kassen i forbindelse med en frisparkskombination.
Beyer var imidlertid ikke færdig, og med godt og vel et kvarter tilbage af kampen bragte han så De Kongeblå foran 2-1, da han efter fint Lyngby-spil tørt sparkede kuglen i kassen på oplæg af Oliver Bjerregaard. Så var det unge Lyngby-mandskab – der fra start bestod af hele seks førsteårsjuniorer – i gang med at tage en stor skalp, men det blev spoleret på den værst tænkelige måde.
Syv minutter inde i dommerens tillægstid fik Brøndby nemlig sendt Christian Hansen alene af sted i dybden, og han bragte på ny balance i regnskabet ved at passere Oskar Snorre i Lyngby-målet. Ærgerligt for De Kongeblå talenter, der ellers havde leveret en flot præaelig;station på en svær udebane.
Efter 2-2-delingen er Lyngby-mandskabet stadig at finde på syvendepladsen i U17 Ligaen med 17 point for 10 kampe. Også de skal næste weekend en tur til Aarhus for at møde AGF.