Mathias Tauber og Oke Akpoveta er tilbage i truppen

foto: fodboldbilleder.dk
Målfarlige Vejle gæster Lyngby Stadion
Mandag gjaldt det Horsens på udebane, og i aften skal De Kongeblå så ud i endnu et topopgør, når Vejle Boldklub gæster Lyngby Stadion i årets sidste hjemmebanekamp. De to klubber mødtes senest tilbage i starten af september, hvor David Nielsens tropper sejrede 3-2 i en medrivende affære, der ved pausen lignede en sikker Lyngby-sejr. Her havde Oke Akpoveta sørget for en 2-0-føring, men to hurtige Vejle-scoringer kort efter pausen bragte pludselig spænding tilbage i opgøret, inden Frederik Gytkjær afgjorde løjerne med sin scoring tyve minutter før slutfløjtet. 
De fem scoringer var sandsynligvis ikke helt tilfældige, for de to mandskaber er faktisk Bet25 Ligaens mest scorende. Hos Lyngby har i særdeleshed David Boysen og Jeppe Kjær vist sig garant for mål, mens også Frederik Gytkjær, Oke Akpoveta og Danilo Arrieta har bidraget fint. Vejles mål har som oftest været signeret af OB-lejesvenden Thomas Mikkelsen, men også Joan Simun Edmundsson og Martin Svensson har bidraget pænt. Sidstnævnte udlignede i øvrigt til 2-2 på et fremragende frisparksmål i seneste opgør, så Lyngby-spillerne gør nok klogt i at holde øje med hans præcise venstre fod.
Vejle råder imidlertid også over prominente navne på de defensive pladser, hvor Steffen Kielstrups navn nok ringer en klokke, hvis man de senere år har fulgt lidt med i den bedste og næstbedste danske fodboldrække. Derudover er den unge anfører, forsvarsspilleren Niels Bisp Rasmussen, også værd at nævne, mens hans målmand Kristian Fæste ofte har været en sikker sidste skanse for aftenens gæster. Den defensive trio bliver sandsynligvis nøglespillere for Vejle-mandskabet i aften, da man som vanligt må forvente et offensivt indstillet Lyngby-mandskab på eget græs.
Skæver man til de to mandskabers tidligere opgør på Lyngby Stadion, har De Kongeblå da også al mulig grund til at tro på en sejr i aften. Godt nok blev det til et 2-1-nederlag i slutningen af sidste sæson, men derudover har vikingerne i de seneste fire indbyrdes opgør på Lyngby Stadion hevet tre sejre og en uafgjort hjem. Ser man på Lyngby-holdets generelle hjemmebaneform, er der grund til endnu mere optimisme, for på nær et 4-4-resultat mod FC Vestsjælland er det i ligasammenhæng blevet til lutter sejre i de resterende otte hjemmebanekampe.
Om stimen fortsætter, finder vi ud af inden længe, men mon ikke de to offensive mandskaber som minimum kan sørge for en underholdende affære i den sidste Bet25 Liga-kamp på Lyngby Stadion i 2015. Til at sikre fansene en god oplevelse – og ikke mindst tre Lyngby-point – har trænerteamet udtaget en slagkraftig trup, hvor der er gensyn med Oke Akpoveta og Mathias Tauber, der beggede missede kampen i Horsens. Surprise og Dennis Sørensen forlader truppen, der tæller 19 mand.
Der er kick-off klokken 20.30 på Lyngby Stadion. Køb din billet via linket!
Lyngbys trup mod Vejle Boldklub:
1. Viktor Noring (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 6. Mads Gabel, 7. Jesper Christjansen, 8. Oke Akpoveta, 9. Lasse Fosgaard, 11. Danilo Arrieta, 12. Mads Nordam, 13. Vito Hammershøy-Mistrati, 14. Philip Rasmussen, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 21. David Katz Boysen, 22. Bror Blume, 24. Thomas Sørensen, 26. Frederik Gytkjær.
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products