David Nielsen er glad for opbakningen hjemme i Lyngby

foto: fodboldbilleder.dk
David Nielsen: Fansene har andel i vores succes
Lyngby-træneren er glad for opbakningen hjemme på Lyngby Stadion, og forventer en tæt kamp mod Vejle torsdag aften.
Når Vejle i morgen aften besøger Lyngby Stadion, er det De Kongeblås sidste hjemmebanekamp i Bet25 Ligaen i dette efterår. David Nielsens tropper har i denne sæson vist skræmmende styrke på eget græs, og selvom Lyngby-cheftræneren har stor respekt for Klebér Saarenpääs mandskab, er han sikker på, at Lyngby-spillerne vil slutte godt af foran det trofaste hjemmepublikum: 
”Vejle er også et af de hold, der spiller med i toppen af rækken, og de har haft en stigende kurve, faktisk lige siden vi sidst mødte dem. De er inde i en god periode, holdet har selvtillid, og de har en dygtig træner, som har givet dem nogle forskellige måder at spille på. De er også en stor klub med stor opbakning, så de er en ligeværdig modstander, som vi vil forsøge at gå ud og spille mod på dagen,” siger David Nielsen, inden han tilføjer:
”Jeg er sikker på, at spillerne kommer til at være helt klar på dagen. Det er vores sidste hjemmekamp i efteråret, og vi er alle opsatte på at gå ud og betale tilbage på den flotte opbakning, som vores fans har bidraget med på Lyngby Stadion gennem hele efteråret. De har kæmpe andel i vores flotte hjemmebanestime, og det vil vi gerne vise, at vi sætter pris på ved at spille en god kamp mod Vejle.”
Sidst, de to hold mødtes, vandt David Nielsens tropper 3-2 i en medrivende affære, og med tanke på, at de to mandskaber er Bet25 Ligaens mest scorende, kunne morgendagens opgør sagtens gå hen og blive en målrig affære. Lyngby-træneren mener derfor, at det er vigtigt at spillerne er klar til at omstille sig gennem kampen:
”Jeg forventer lidt det samme kampbillede som sidst mod Vejle, men vi skal være klar til alle scenarier. Det kan både blive en kamp med lidt stilstand og taktisk spil, og hvis det gør det, skal vi kunne håndtere det, og hvis det bliver en vild kamp, skal vi også kunne håndtere det,” siger David Nielsen.
De Kongeblå går uanset hvad på vinterpause som en del af topstriden, men om det bliver på førstepladsen, er endnu ikke til at vide. Meget kan nå at ændre sig, specielt når de sidste kampe er mod andre tophold, men det ændrer ikke på, at David Nielsen først vil gøre status efter sæsonen:
”Vi har selvfølgelig haft et godt efterår, men uanset om vi havde tabt eller vundet meget, dvæler vi ikke så længe ved det. Vi kan bare konstatere, at vi har gjort vores arbejde fint, og at holdet fungerer godt, og så er vi i øvrigt ikke bedre end vores seneste kamp, så vi ønsker ikke at gøre status hverken nu eller efter sidste kamp. Vi må gøre status efter sæsonen,” siger David Nielsen og tilføjer:
”Det er nemt at sidde og give os selv en masse ros for det, vi har leveret, men vi skal fortsætte med at blive dygtigere, og hele tiden fortsætte med at gøre os klar til det næste. Uanset hvordan man vender og drejer det, kommer den her liga til at blive tæt hele vejen, og jeg tror godt, vi kan få problemer med at holde den afstand, vi har nu, hvis vi udelukkende snakker tabelmæssigt. Derfor er det vigtigt, at vi fokuserer på os selv hele vejen igennem og ikke tænker længere frem end den næste kamp,” slutter David Nielsen.
 

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv