U17 kan fastholde topplacering i Ådalen
Lyngby Boldklubs U17-hold skal i morgen forsøge at hænge på i toppen af U17 Ligaen, når de kongeblå talenter gæster OB, der befinder sig i den stik modsatte ende af tabellen.
De Kongeblå møder til kamp i Ådalen med en frisk sejr i bagagen efter sidste weekends triumf mod lokalrivalerne FC Nordsjælland. Sejren var U17-mandskabets femte i sæsonen, og med blot én uafgjort og to nederlag i de resterende kampe er Lyngby-talenterne med i toppen af rækken sammen med hold som FC Midtjylland, FC København og netop FC Nordsjælland. På nuværende tidspunkt rækker de 16 point til en fjerdeplads, hvor der er fire point op til FC København på førstepladsen.
Omvendt er morgendagens værter i en helt anden situation. Efter otte kampe er de næstsidst i rækken med seks point og blot en enkelt sejr, der faldt tilbage i starten af oktober mod Esbjerg. Siden da er det blevet til nederlag mod FC København og Silkeborg, mens det i seneste kamp blev til et tiltrængt point ude mod HB Køge. OB-talenterne er samtidig det mindst scorende hold i U17 Ligaen, mens de dog også kan bryste sig af en solid defensiv trods deres bundplacering.
Kigger man på de to holds indbyrdes statistik, tyder det på et tæt opgør i morgen. Lyngby-drengene har måske et lille mentalt overtag i form af fire sejre mod OB’s tre i de seneste ti møder, mens fynboerne kan hæfte sig ved, at de sejrede 2-0 i begge opgør i sidste sæson. Her var morgendagens værter også en del af bundstriden, mens De Kongeblå var at finde i rækkens bedre halvdel, så Lyngby-talenterne gør klogt i ikke at undervurdere opgaven.
Kampen fløjtes i gang klokken 13.00, lidt tidligere end vanligt, hvilket skyldes, at U19-holdet ikke skal spille forinden. De har nemlig kampfri weekend nu og i næste uge, fordi det danske U19-landshold er på Malta hele næste uge for at spille tre EM-kvalifikationskampe.