U17 vandt med 2-1 – U19-holdet tabte

foto: fodboldbilleder.dk
U17 sejrede over FC Nordsjælland
Lyngbys U17- og U19-hold var i går eftermiddags i aktion i to vaskeægte lokalbrag mod naboerne fra nord, FC Nordsjælland. På begge fronter er gæsterne med i toppen af ligaen, så det var to svære opgaver, de kongeblå talenter stod over for.
U19 lagde først fra land, og i kampens indledning var de fint med. Begge hold startede i et højt tempo, hvilket resulterede i en del boldtab og ingen nævneværdige chancer. Et kvarter inde kom der så gang i målscoringen, og det var på uheldig manér, da Lyngbys bagspil kiksede og en forsvarsspiller faldt foran feltet. Den mulighed takkede gæsterne kynisk for ved at bringe sig foran 1-0 alene med Lyngby-keeper Jonas Elkjær. Ærgerligt for De Kongeblå, som ellers havde været fint med indtil da.
 
Scoringen gav imidlertid Nordsjælland blod på tanden, og de fortsatte ufortrødent med at jagte endnu en scoring på det veltilrettede kunstgræsunderlag. Flere gode angreb blev sat sammen, ikke mindst fordi FCN-bagkæden var dygtige til at spille sig ud af Lyngbys første pres, hvilket gav tid og plads til at finde mellemrummene længere fremme på banen eller sende farlige stikninger ned bag den kongeblå bagkæde. Med ti minutter til pause gik den så ikke længere, for her udnyttede Nordsjælland et boldtab til at gå mod mål og afslutte på Elkjær. Han fik fint blokeret afslutningen i første omgang, men gæsterne var hurtigt over returen, som sikkert blev sendt i nettet, og så måtte De Kongeblå gå til pause bagud 2-0.
 
Lyngby-drengene kom bedre ud til anden halvleg og fik noteret sig for et par chancer, mens Nordsjælland dog også var farlige i den anden ende. Først måtte Elkjær diske op med en god redning efter en stor chance, og efter en times spil kom Gustav Marcussen fri efter godt Lyngby-spil, men hans afslutning gik desværre i sidenettet. Ti minutter senere faldt kampens afgørelse mere eller mindre, da en Nordsjælland-spiller snød et par spillere på kanten af feltet og sikkert satte bolden i nettet til 3-0. Lyngbys Lorent Callaku ville dog ikke stå tilbage for den individuelle aktion, så med ti minutter tilbage af opgøret fik han pyntet på resultatet, da han flot afdriblede et par modstandere og listede sin venstrebensafslutning ind ved roden af stolpen.
 
3-1 var måske nok til at leve med for De Kongeblå, men i kampens overtid fik Nordsjælland alligevel lov at sætte det sidste søm i kisten, da de udnyttede en friløber og dermed gjorde det til slutresultatet 4-1. Med det er gårsdagens gæster stadig ubesejrede, mens Lyngby fortsat er at finde som nummer ni i rækken med fem point for otte kampe.
 
Flot sejr til U17-holdet
Efterfølgende var det så U17-talenternes tur, og den kamp startede lidt roligere ud end U19-opgøret. Nordsjælland viste først tænder, og havde det ikke været for en årvågen Emil Kornvig på stregen, så havde gæsterne bragt sig foran efter knap tyve minutters spil. Kort efter tegnede Lyngby-anfører Waldemar Clem sig for et fint langskudsforsøg, men man skulle næsten frem til pausetid, før dødvandet blev brudt. Desværre var det gæsterne, der efter fint kombinationsspil fik en oplagt scoringsmulighed, og så var Alexander Hasmark i målet prisgivet – 1-0 til Nordsjælland, hvilket også var stillingen ved pausen.
 
Fra anden halvlegs start virkede det i den grad som om, Lyngby-drengene havde tænkt sig at ændre ved det faktum. De kom aggressivt ud af omklædningsrummet og fik hurtigt overtaget, hvilket betalte sig allerede efter fem minutter. Nordsjællands keeper tabte bolden efter et hjørnespark, og den endte til sidst hos Kornvig, som kunne flugte den i nettet mellem venner og fjender. De Kongeblå fortsatte ufortrødent med at dominere gæsterne efter udligningen, og knap ti minutter senere havde Kornvig så en pæn mulighed for at blive dobbelt målscorer. Forarbejdet stod Oliver Bjerregaard og Rasmus Beyer for, men desværre overplacerede Lyngby-målscoreren sin afslutning.
 
Efterfølgende havde Esben Wolf en fin mulighed, mens Adam Sørensen var lige ved at nå frem til Bjerregaards fine tværpasning, men den helt oplagte scoringsmulighed manglede stadig. Med ti minutter tilbage af opgøret fik Nordsjællands anfører så sit andet gule kort, da han kom for sent på Waldemar Clem, og så var betingelserne for en Lyngby-sejr pludselig endnu bedre. Det udnyttede De Kongeblå med blot to minutter tilbage af ordinær tid, da Emilio Simonsen fandt Rasmus Beyer, som drev bolden på tværs af feltet og spillede den bredt mod venstre. Her kom venstre backen Esben Wolf som sædvanlig stormende, og han hamrede iskoldt kuglen op i det korte målhjørne og bragte fortjent Lyngby-talenterne foran 2-1.
 
Gæsterne var drænede for kræfter efter det massive Lyngby-pres, og de havde naturligt nok intet modsvar til den sene scoring. Dermed kunne De Kongeblå fejre en 2-1-sejr og tilføje lokalrivalerne deres blot andet liganederlag i sæsonen. Med sejren hænger U17-talenterne på i toppen af rækken, hvor de er at finde på en fjerdeplads med 16 point for otte kampe – fire point fra rækkens duks, FC København.
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products