U17 sejrede i vanvittigt målorgie

U17 sejrede i vanvittigt målorgie
11 mål og tre dobbelte målscorere. Underholdningsværdien var i top lørdag eftermiddag i et fuldstændig vanvittigt opgør mellem Lyngby og Haderslevs U17-hold. 
 
Lyngbys U17-hold led i midtugen sæsonens første nederlag, og det skulle forsøges revancheret i går eftermiddag, da Haderslev kom forbi Lyngby Stadion. Den besked lod ikke til at være sunket ind hos Lyngby-spillerne fra kampens start, for allerede to minutter inde i opgøret bragte Haderslev sig foran, da de udnyttede en ripost efter en ellers fin redning af Alexander Jensen i målet. Godt to minutter senere fik gæsterne så tildelt et frispark på kanten af feltet, og også her måtte Lyngby-keeperen give en retur, som en Haderslev-spiller sparkede i kassen, mens stort set alle hjemmeholdets spillere appellerede for offside. Den allerede ret surrealistiske oplevelse blev endnu sværere at forstå, da sønderjyderne med simple midler og en flot inderside-afslutning bragte sig foran 3-0 – på dette tidspunkt af kampen var der end ikke spillet ti minutter.
 
Lyngby havde indtil da været tæt på ikke-eksisterende, men de fik bedre fat efter lidt dessiner fra sidelinjen, og knap tyve minutter inde i opgøret kom reduceringen så. På en god førsteberøring og en iskold indersideafslutning afsluttede Emilio Simonsen et dejligt Lyngby-angreb, og derefter vågnede De Kongeblå talenter i den grad op til dåd. Tæt på den halve time reducerede Emilio yderligere på et afrettet skud efter flot forarbejde af Rasmus Beyer og Oliver Bjerregaard, og i de sidste minutter af halvlegen gik det pludselig meget stærkt.
 
Først blev Jens Odgaard sendt i dybden, og selvom hans træk uden om den fremstormende Haderslev-keeper bragte ham meget langt ud mod siden, fik han på fornem vis drejet rundt og løftet bolden hen over både keeper og en febrilsk hoppende forsvarsspiller på stregen. Få minutter før pausen tog Rasmus Beyer så sagen i egen hånd ved selv at drive bolden fra midterlinjen frem til kanten af feltet, hvor han hamrede kuglen over i det lange hjørne og dermed bragte Lyngby-talenterne foran 4-3.
 
Når en første halvleg er eksploderet i mål, som det var tilfældet her, ser man ofte, at luften går lidt af ballonen i anden halvleg – det skulle imidlertid ikke ske i dette opgør. Der gik dog ti minutter, før nettet i et af målene igen blafrede, og det var desværre i Lyngbys ende, at det første gang skete. Gæsterne havde ellers ikke haft meget at byde på siden deres 3-0-scoring, men de viste igen stor effektivitet, da de efter et hjørnespark headede 4-4-udligningen i mål. Kort efter blev kampen så igen vendt yderligere på hovedet, da en nedfaldsbold endte på kanten af feltet for fødderne af en Haderslev-spiller. På et afrettet skud kunne han for anden gang i kampen bringe sønderjyderne foran, og så skulle Lyngby-drengene igen grave dybt i den mentale værktøjskasse.
 
Det gjorde de lynhurtigt, for kort efter hamrede Jens Odgaard til et frispark langt ude fra, og som de fleste afslutninger i kampen havde for vane, strejfede bolden en modstander, snød keeperen og gik i mål. De Kongeblå var dog ikke færdige, for kort efter blev Rasmus Beyer spillet helt alene igennem, hvilket han stensikkert udnyttede til at bringe Lyngby foran 6-5. Dermed blev han, ligesom Emilio og Jens, dobbelt målscorer, og havde det ikke været for Haderslevs målmand, var han faktisk blevet hattrickhelt mod kampens slutning. Den misbrugte chance betød dog ikke noget, for gæsterne blev holdt fra fadet i den sidste del af kampen, hvorfor det endte med en 6-5-sejr til De Kongeblå efter et sjældent set målorgie, der bølgede frem og tilbage og i den grad var underholdende at overvære for de fremmødte tilskuere.
 

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products