En af Lyngby Boldklubs grundpiller er talentarbejdet, og det starter som bekendt tidligt. Vores dygtige U13-, U14- og U15-elitehold, der alle spiller i Elite Øst-rækken i deres respektive årgang, er allerede i gang med sæsonen, der indtil videre har været overvejende positiv.
U13-mandskabet, der spiller 8-mandsfodbold, startede således ud med en knusende 16-1-sejr over Herfølge i weekenden, mens U14-drengene, der startede weekenden forinden, åbnede sæsonen med en 2-1-sejr over Hvidovre efterfulgt af et nederlag på 1-6 til Slagelse B&I. U15-talenterne startede også mod Hvidovre, hvor det blev til en storsejr på 7-1, mens de i weekenden måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Slagelse B&I.
Den nye sæson byder på mange nye udfordringer for de unge drenge, hvor både U13- og U14-drengene har fået nyt trænerteam, mens U15-drengene skolemæssigt går ind i et år med mere presset skolegang. Så der bliver rigeligt at se til ud over fodbolden, som ellers allerede fylder en del i de unge drenges hverdag.
På fodboldbanen er der også en del ændringer at skulle forholde sig til for de forskellige årgange. Eksempelvis stifter U14 i denne sæson for første gang bekendtskab med 11-mandsfodbold, mens U13 skal vænne sig til overgangen fra U12, da de nu er en del af en elitetrup, der træner fire gange om ugen.
Spillerne er stadig så forholdsvis unge, at resultater langt fra er det, der vægtes højest, men det betyder imidlertid ikke, at drengene ikke gerne vil vinde. For trænerteamet er der bare andre, mere langsigtede mål, som man også må tage højde for, fortæller Nicas Kjeldsen, T+ træner i Lyngby Boldklub:
”Det er vores opgave at holde folk til ilden og sørge for, at de har noget ejerskab og er bevidste om, hvad de skal arbejde med hver især og som hold. Målet skal stå over resultatet, så vi alle er bevidste om, hvad vi arbejder hen imod, uanset om vi har vundet eller tabt i weekenden,” fortæller han og fortsætter:
”Selvfølgelig skal det heller ikke tales ned, at det betyder noget for drengene og trænerne, at man får nogle succesoplevelser undervejs ved at vinde nogle kampe, som kan motivere i hverdagen.”