Forrige uge var helliget landskampe på ungdomsplan, og her var både U17- og U18-landsholdet i aktion. Sidstnævnte tabte begge deres kampe til Schweiz med 2-1 og 4-3, men der var alligevel lidt positivt at tage med fra opgørene, idet Lyngby-talenterne, Adnan Curovic og Oliver Kjærgaard, begge var i aktion og i Kjærgaards tilfælde endda med et enkelt mål til følge. U17-landsholdet spillede 0-0 i deres første kamp mod Grækenland, mens det et par dage senere blev til en 4-1-sejr over Kasakhstan, inden det i går gik løs mod Island i puljens sidste kamp for denne gang.
Ligesom i de to første kampe var Lyngby-angriberen, Jens Odgaard, igen at finde i startopstillingen, mens Oskar Snorre, der til daglig vogter målet for Lyngbys U17-mandskab, startede i målet for danskerne, efter han ellers var blevet forbigået til startelleveren kampen forinden. Island kunne nøjes med uafgjort, mens Danmark skulle vinde for at kvalificere sig til forårets eliterunde, og fra kampens start var det da også tydeligt, hvem der kunne være mest tilfreds med 0-0. Islændingene stod meget kompakt, og tillod ikke de danske talenter at komme frem til meget, hvorfor de to hold kunne gå til pause uden scoringer.
Danskerne kom noget mere aggressivt og offensivt ud til anden halvleg, men det fik Odgaard ikke lov til at være en del af længe, da han allerede efter 52 minutters spil blev udskiftet. Fra bænken kunne han kort efter se Andreas Bruus bringe danskerne foran efter hjørnespark, og lige inden slutfløjtet sikrede Jeppe Okkels så endegyldigt avancement til forårets eliterunde med sin scoring til 2-0. Lyngby-danskerne kan dermed gå og se frem til lodtrækningen til eliterunden, som bliver foretaget i december, mens Snorre desuden kan glæde sig over clean sheet i begge sine optrædener og Odgaard over at være kommet på måltavlen en enkelt gang.