Ny topkamp venter i Hjørring

Lyngby er startet sæsonen med fire sejre på stribe, og søndag eftermiddag kan det blive nummer fem når De Kongeblå tager den lange tur til Nordjylland og møder Vendsyssel FF.
Vendsyssel, der sidste sæson sluttede på en fornem 4. plads, er med Ove Christensen i spidsen fortsat et hold med topambitioner. Det fysisk stærke mandskab er startet sæsonen aldeles glimrende med 2 sejre og en enkelt uafgjort og generelt ser holdet særdeles kompetent ud. Grundstammen fra sidste sæson er fortsat til stede, og det betyder at der er gensyn med profiler som Chris Sørensen, Jesper Christiansen, Buster Munk, Mads Greve og Ken Fagerberg.
Sidst Lyngby gæstede Hjørring var det også med Vendsyssel som sejrherrer. Det vil man gøre alt for at undgå i den kongeblå lejr, hvor man fortsat skal bygge på de ualmindeligt gode takter, som holdet har vist i de første fire kampe i sæsonen. Først blev det 1-0 over HB Køge, så 4-2 over AC Horsens og 1-0 over Silkeborg inden man i midtugen trådte ind i DBU Pokalen med en 3-0-sejr over AB – i øvrigt en kamp, hvor man skiftede hele 10 spillere ud i startopstillingen, så der kunne være friske ben på det nye Bredbånd Nord Arena i Hjørring.
I forhold til truppen i sidste weekend mod Silkeborg er der blot foretaget en enkelt ændring. Bror Blume glider ind i truppen i stedet for Casper Højer, men ellers er der genvalg til vinderne i topkampen mod SIF. Det betyder også, at trænerteamet fortsat må se bort fra Frederik Gytkjær, der er ude med en skade.
Der er kick-off mod Vendsyssel søndag eftermiddag klokken 15.00 – kampen kan følges på Tv3 Sport.
Lyngbys trup mod Vendsyssel FF:
1. Viktor Noring (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 6. Mads Gabel, 7. Jesper Christjansen, 8. Oke Akpoveta, 9. Lasse Fosgaard, 10. Surprise, 11. Danilo Arrieta, 12. Mads Nordam, 14. Philip Rasmussen, 19. Dennis Sørensen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Katz Boysen, 22. Bror Blume, 24. Thomas Sørensen, 25. Daniel Jensen.

Dobbelt op på Hebo i Future-storsejr

De unge rykker i Startblokken: Fællesskabet har givet succesoplevelser

Lucas Lissens på rundens hold