Danske Banks mobilsucces MobilePay er klar til næste skridt og udvider nu med en bonusordning, der i første omgang skal fungere i Kongens Lyngby. Lyngby Boldklub er en del af projektet og indfører således betaling med MobilePay på Lyngby Stadion.
Når Lyngby i aften tager imod Esbjerg i DBU Pokalen, så er det ikke kun på banen at nyhederne skabes. Både i billetboden uden for stadion og i fanboden bag hjemmeholdets fans kan man således fra i dag af betale med MobilePay. Lyngby Boldklub er gået med på Danske Banks MobilePay Business-program, og tester i første omgang systemet af på to udvalgte salgssteder på stadion.
Samtidig er Lyngby Boldklub en del af et nyt bonussystem, der rammer Kongens Lyngby i dag. Bonusordningen betyder, at fansene kan opspare bonuskroner hver gang de betaler med MobilePay på Lyngby Stadion. Bonussen er på 5% og kan benyttes til betaling af både billetter, mad og drikkevarer. Du kan vælge både at betale en del af det samlede beløb eller hele beløbet med dine bonuskroner.
En lang række af det øvrige butiksliv i Lyngby bliver ligeledes koblet op på bonusordningen, som Danske Bank senere vil rulle ud landet over. De butikker, der er koblet op på MobilePay Bonus, skilter med guldmønter – både på lokationen og i applikationen på din smartphone. Du tilmelder dig bonusordningen via menusystemet i din app.
”Vi glæder os til at møde Lyngbys borgere med det positive budskab om Lyngby som den første MobilePay Bonus-by i Danmark. Det giver Lyngbys handlende en unik mulighed for at spare penge i en lang række butikker, når de betaler med MobilePay”, siger Claus Dehn-Christoffersen, privatdirektør i Danske Bank i Lyngby, der også er aktive i et spændende partnerskab med Lyngby Boldklub.
MobilePay kan i første omgang bruges to steder på Lyngby Stadion – det er i billetboden uden for stadion samt i boden bag hjemmeholdets fans på den nye tribune. Inden for kort tid rulles løsningen ud til samtlige salgssteder på Lyngby Stadion.
Du kan læse mere om MobilePay Bonus ved at klikke her!