Sidst Lyngby tabte en kamp hed modstanderen FC Roskilde, så det er i den grad revanchetid, når de to mandskaber er sat i stævne på Lyngby Stadion søndag eftermiddag. Selvom Roskilde på papiret har et slagkraftigt mandskab, er Lyngbys Michael Lumb sikker på, at hjemmebanefordelen denne gang bliver afgørende:
”Roskilde er en god modstander, der har hentet nogle profiler ind, så de er et stærkt hold. På deres gode dage kan de danse med de allerbedste i rækken, så det bliver selvfølgelig en svær kamp, men på vores egen bane har vi vist, at vi er utroligt stærke, og derfor ser jeg også, at det er os, der løber med sejren i sidste ende,” vurderer venstrebacken.
Selvom Michael Lumb altså har stor tro på en sejr mod Roskilde, betyder det ikke, at han undervurderer søndagens modstander. Det ville nemlig være en dum idé – specielt med tanke på, at de fleste hold i rækken som regel vil gøre lidt ekstra for at slå de kongeblå oprykningsfavoritter:
”De vandt 2-0 i vores seneste møde, og derfor må vi på ingen måde undervurdere dem. Vi ved, at vi har et stærkt hold og en stor trup, og i og med, at vi har kaldt os selv favoritter til at rykke op i Superligaen, så ved vi også, at modstanderne vil være ekstra opsatte, hver eneste gang de møder os. Det er ligegyldigt, om det er Vendsyssel, Roskilde eller et tredje hold, vi spiller mod, så vil de være opsatte og gøre alt for at pille os ned. Men med det sagt, når spillet flyder for os, så mener jeg også, vi er det bedste hold i 1. division,” siger forsvarsspilleren.
Med Lyngbys seneste resultater i betragtning er det ikke så mærkeligt, at Lumb er fyldt med selvtillid. De Kongeblå er nemlig ubesejrede i de seneste fem kampe i alle turneringer, hvor det er blevet til fire sejre – heraf en 1-0-sejr på en overtidsscoring i seneste kamp mod Helsingør. Ikke overraskende har de gode resultater da også forplantet sig i truppen:
”Vi har vundet de sidste to kampe, godt nok knebne sejre på 1-0, men en sejr er en sejr, uanset om den kommer i hus i det 94. minut eller efter to minutter, for det handler om at blive ved med at spille, indtil dommeren fløjter af. Og så er det jo sådan set ligegyldigt, hvornår man scorer. Men selvfølgelig giver det selvtillid, at vi vinder og især, når det sker på udebane. Så stemningen i truppen er god, og folk har troen på, at her projekt nok skal lade sig gøre,” beretter Lumb.
Træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen på trods af de positive rystelser, der gennemsyrer klubben for tiden. Ifølge eks-landsholdsspilleren kan og skal niveauet blive endnu bedre, hvis man vil i Superligaen og helst også forblive der:
”Vi er stadig mange nye spillere på holdet, inklusiv mig selv, så det er svært at sige noget om topniveauet, men vi skulle gerne blive endnu bedre, hvis vi vil op i Superligaen. Der skal vi udvikle os endnu mere, og derfor tror jeg også først, vi ser holdets topniveau i Superligaen,” slutter Michael Lumb, der kom til Lyngby fra FC Vestsjælland før sæsonen.
Kampen mellem Lyngby og Roskilde fløjtes igang på søndag klokken 15.00.