Det er top mod bund, når Lyngby Boldklub torsdag aften tager imod FC Vestsjælland til endnu en Bet25 Liga-kamp på Lyngby Stadion. I søndags sejrede De Kongeblå 3-1 over FC Roskilde på selvsamme bane, hvilket var syvende hjemmesejr i ligaen af syv mulige i sæsonen og samtidig en cementering af placeringen som rækkens duks. Derfor må Lyngbys drenge, som vanligt på hjemmebane, påtage sig den klare favoritværdighed mod den vestsjællandske bundprop, som endnu ikke er noteret for point på fremmed græs i denne sæson.
Dermed minder opgøret på forhånd i høj grad om kampen mod FC Roskilde, der også kom til Lyngby Stadion som klare underdogs grundet deres dårlige udebanestatistik. Den kamp blev som bekendt ikke nogen walkover, og måske skal man heller ikke lægge for meget i, at FC Vestsjælland blot har fået syv point i 12 kampe, for siden cheftræner Michael Hemmingsen overtog styringen fra Michael Hansen, har vestsjællænderne præsteret markant bedre. Senest blev det til et knebent 1-0-nederlag til Fredericia, og inden da sejrede de 3-0 over Helsingør og spillede som bekendt 1-1 med vores egne Lyngby-vikinger. Ved den lejlighed var det et tæt opgør mellem de to mandskaber, hvor Frederik Gytkjær havde bragt De Kongeblå i front, inden hjemmeholdet sikrede sig det ene point på en hovedstødsscoring af Nikolaj Hansen kort før dommerens slutfløjt.
Torsdag aftens opgør byder højst sandsynligt på et gensyn med de to tidligere Lyngby-spillere, Morten Bertolt og Lee Rochester, der begge er nye i FC Vestsjælland-trøjen i denne sæson. Bertolt kom på en fri transfer efter et ophold i FC Roskilde, mens Lee Rochester også var klubløs, efter han blev løst fra sin kontrakt med De Kongeblå på transfervinduets sidste dag. Den vævre kantspiller scorede i øvrigt i vestsjællændernes 3-0-sejr over Helsingør, og han var altså en vigtig faktor i deres første ligasejr i sæsonen.
Vigtig for FC Vestsjælland-succes er også forsvarsklipperne Jean-Claude Bozga og Anders Kure og målmand Thomas Mikkelsen, men lad os håbe, at Bet25 Liga-topscorer David Boysen og hans holdkammerater giver dem rigeligt at se til, fra det øjeblik kampens dommer, Benjamin Willaume-Jantzen, fløjter opgøret i gang.
I Lyngby-truppen er der gensyn med Thomas Sørensen, der missede sidste kamp med en lille fibersprængning. Han erstatter Mads Nordam i truppen, der ellers er ens med den, der slog Roskilde med 3-1 i søndags.
Der er kick-off på Lyngby Stadion klokken 18.15 – køb din billet her!
Lyngbys trup mod FC Roskilde:
1. Viktor Noring (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 3. Michael Lumb, 4. Mathias Tauber, 7. Jesper Christjansen, 8. Oke Akpoveta, 9. Lasse Fosgaard, 10. Surprise, 11. Danilo Arrieta, 14. Philip Rasmussen, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer, 19. Dennis Sørensen, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Katz Boysen, 24. Thomas Sørensen, 25. Daniel Jensen.