Lyngby Boldklub har forlænget kontrakten med Gustav Therkildsen, der også i den kommende sæson er at finde hos De Kongeblå.
Mod slutningen af sidste sæson fik den unge angriber Gustav Therkildsen chancen på Lyngbys bedste mandskab i 1. Division. Den chance greb Therkildsen – blandt andet ved at lægge op til Patrick Mortensens matchvinder-mål mod Brønshøj og siden selv score sit første mål for Lyngby i udekampen mod Viborg. Her udlignede den 20-årige angriber til 1-1 i overtiden, og den slags aktioner håber alle parter på flere af i det kommende år:
"Vi syntes først og fremmest, at Gustav indeholder et potentiale, som endnu ikke er blevet 100% forløst. Der er mulighed for at lægge på, og det tror vi på, at vi i samarbejde kan gøre i den kommende tid" udtaler adm. direktør Dennis Poulsen og fortsætter:
"Gustav er et produkt af vores egen ungdomsafdeling, og har hele tiden haft en god tilgang til sin rolle i klubben. Dette har blandt andet udmøntet sig i, at han i det forgangne år har udfyldt en markant rolle på U19-holdet som en af de to tilladte U20-spillere. Nu er tiden så kommet til, at han viser, at han kan få en tilsvarende markant rolle omkring vores førstehold” fortæller Dennis Poulsen.
På trods af de 4 kampe i 1. division spillede Gustav Therkildsen sidste sæson primært på U19-holdet, hvor angriberen scorede fem gange. Fremover bliver det med Gustav Therkildsen i A-truppen på fuld kraft – foreløbigt frem til sommeren 2016.