Både Andreas Larsen og Gustav Therkildsen fik hovedroller i hver deres ende, da Lyngby spillede 1-1 i Viborg. Larsen bidrog blandt andet med en stor redning på Serge Deble, mens Gustav Therkildsen sikrede pointet med en scoring i overtiden.
Sæsonen sluttede lørdag eftermiddag og for Lyngby betød det, at De Kongeblå skulle i aktion mod allerede oprykkede Viborg. Resultatet blev som sagt en pointdeling qva Gustav Therkildsens udligning i overtiden. Her satte den unge angriber en præcis inderside på et fint oplæg fra Jeppe Brandrup og passerede Peter Friis-Jensen i Viborg-målet. Efter kampen var den unge angriber naturligt nok glad for at kunne bidrage med sit første mål som senior:
"Det var et fint mål og det er dejligt at kunne betale tilbage på den tillid, som jeg har fået vist her de sidste par runder. Jeg har fået noget erfaring ved at være med. Personligt har sæsonen her mod slutningen været rigtig fin med de kampe, som jeg har fået lov til at spille så det er jeg glad for” fortæller Gustav Therkildsen, der mod Viborg spillede sin kamp nummer fire for Lyngbys bedste mandskab.
I den anden ende var der endnu en fin præstation fra målmand Andreas Larsen. Især i første halvleg kom keeperen på hårdt arbejde, og han erkender blankt at Lyngby havde problemer:
"De havde flere gode chancer i første halvleg må vi indrømme. Den første (fra Deble, red.) lavede jeg en god redning på, men anden gang bliver vi spillet lidt tynde lidt for let syntes jeg. Deres angriber tager så et træk udenom mig, men Thomas kommer helt fantastisk ned og blokerer. Den ryger så ud til en af deres, der spiller den ind foran mål til en fri Viborg-spiller, og jeg forstår stadig ikke hvordan han kunne brænde den på tomt mål” fortæller Andreas Larsen.
Målmanden har på det seneste vist sig frem med fine præstationer. Andreas Larsen syntes det har været et rigtigt fint halvår personligt, om end der lige var et par småting keeperen skulle justere: "Når man har været vant til at spille stort set alle kampe fast i Hvidovre, så skal man lige vænne sig til den hårde konkurrence. Jeg er sindssygt glad for at få spilletid i det her forår, og jeg syntes også det er gået godt for mig personligt” fortæller Andreas Larsen.
Med 1-1 i Viborg er Lyngby nu på ferie. De Kongeblå slutter på 3. pladsen med et hul på 10 point op til AGF og en margen på 2 point ned til Vendsyssel. 51 point blev det til.