Lyngby-sejr i overtiden i Brønshøj

Lyngby Boldklub fik den tredje sejr på stribe da De Kongeblå fightede en 2-1-sejr hjem i Brønshøj. Patrick Mortensen blev matchvinder efter flot forarbejde af debutant Gustav Therkildsen.
Efter to sejre over AC Horsens og AB skulle De Kongeblå onsdag aften forsøge at hamre den tredje sejr på stribe i hus. Det skulle ske ude mod Brønshøj – et sted Lyngby traditionelt har det svært, og opgaven blev næppe lettere af at hjemmeholde havde eksistensen i 1. division at kæmpe for.
Kampen startede med lidt rodet spil fra begge hold, der tydeligt fandt størst modstand i en piv-ringe bane. Brønshøj fik den første løse mulighed efter lidt klumpspil i Lyngby-feltet, men ellers var det Lyngby der nærmede sig føringen først. Bror Blume var tæt på at komme frem efter et langt Lasse Fosgaard-indkast, men det blev sidstnævnte der fik hul på bylden – for tredje kamp i streg.
Efter 34 minutter fik Lyngby nemlig sat noget rigtigt fornuftigt sammen. Fosgaard tog bolden på tværs fra højre mod venstre, spillede tilbage til Casper Højer, der lagde den fladt til Patrick Mortensen, der kløgtigt dirigerede bolden dybt til Lasse Fosgaard – nu i venstre side. Derfra svigtede kantspilleren ikke, og alene med keeper Johan Gårdsvoll scorede han sikkert til 1-0.
Brønshøj skruede derefter op for fysikken, og det gjorde ondt på De Kongeblå, der også blev lidt for passive i flere situationer. Nærgående blev det fra Mads Nielsen og Mads Gabel, men det blev ved 1-0 til Lyngby frem til pausen.
Fra 2. halvlegs start var ilden imidlertid tændt hos Brønshøj, og resultatet var en meget fysisk betonet halvleg med umenneskeligt meget fight – det bekom klart hvepsene bedst, og resultatet kom prompte. Knap 50 sekunder inde i kampens sidste halvdel blev bolden lagt til rette for Mikkel Nøhr, og han scorede sikkert til 1-1.
Målet gav selvtillid og Oke Akpoveta var efterfølgende tæt på. Lyngby fik brudt presset og skabt et par gode situationer i den anden ende – blandt andet ved Casper Højer på frispark og Patrick Mortensen med hovedet. Og det burde egentlig også være blevet 2-0 da Surprise pludselig var alene igennem med Gårdsvoll efter en times spil. Gårdsvoll læste dog Surprise's træk og fangede bolden til stor ærgrelse for Lyngby-fansene.
De 475 tilskuere i Tingbjerg kunne dog se Brønshøj genvinde momentum med tyve minutter igen, og det blev særdeles farligt i Lyngbys ende. Mikkel Nøhr trykkede af, men Andreas Larsen reagerede prompte og blokerede. Det samme gjorde sig gældende få øjeblikke efter, hvor først Mikkel Nøhr og siden Oke Akpoveta forsøgte sig. I 2 omgange leverede Andreas Larsen klasseredninger, og blev i bagspejlet nok dagens mand i skyskovs – selvom det endte med at være en anden, der løb med opmærksomheden. Mere om det senere.
Først var der nemlig igen problemer for Lyngby, der havde meget svært ved at kapere indskiftede Andreas Granskovs aggressive pres og hurtige dybdeløb. Det skabte ravage og en stor chance, hvor Granskov sparkede i sidenettet. Men Lyngby afværgede, og så lignede det en fortjent pointdeling.
Men i kampens tillægstid løb Lyngby alligevel med det hele. Et indlæg fra højre fik lov at passere, og her nægtede den indskiftede debutant Gustav Therkildsen at give op. Jakob Andreasen skulle blot dække den ud over baglinjen, men Therkildsen ville det anderledes og fightede bolden fra Esbjerg-lejesvenden. Therkildsen vandt duellen, driblede ind mod det lille felt, og valgte den helt rigtige løsning ved simpelt at spille Patrick Mortensen. Midt for mål scorede angriberen sikkert, og så var Lyngby på 2-1 i det tredje tillægsminut.
Den kunne Brønshøj ikke svare tilbage på, og dermed blev det tre på stribe for holdet og trænerteamet Hermansen, Lollike og Sørensen. De Kongeblå slår Hvepsene med 2-1.
Match facts:
Brønshøj BK – Lyngby BK 1-2 (0-1)
0-1 Lasse Fosgaard (34), 1-1 Mikkel Nøhr (46), 1-2 Patrick Mortensen (90+3)
Lyngbys startopstilling:
16. Andreas Larsen – 18. Andreas Ravn, 12. Mads Nordam, 24. Thomas Sørensen, 17. Casper Højer Nielsen – 13. Vito Mistrati (5. Valon Ljuti (63)), 14. Philip Rasmussen – 9. Lasse Fosgaard, 22. Bror Blume (<-> 23. Gustav Therkildsen (82)), 19. Bradley Surprise (<-> 8. Martin Andersen (76)) – 11. Patrick Mortensen (c).
Ikke benyttet: Jonas Elkjær (GK), Ibrahim Koroma, Lee Rochester, Rasmus Minor.
Advarsler: 
Mads Gabel, Nuri Mustafi – begge Brønshøj
Andreas Ravn, Lasse Fosgaard – begge Lyngby
Tilskuere: 475 på Tingbjerg Ground

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products