Fredericia gjorde ondt værre for De Kongeblå, der heller ikke i tredje forsøg fik has på østjyderne. Det rødklædte gæster vandt med 2-0.
Lyngby havde lørdag eftermiddag chancen for at knække kurven og følge op på en fin præstation i Roskilde med at snuppe alle tre point i hjemmekampen mod Fredericia. De Kongeblå har tidligere haft store problemer med netop Fredericia, men spillere og trænere virkede fra start indstillede på, at det faktum skulle ændres.
Lyngby lagde således fint fra land og pressede gæsterne langt tilbage. Det kom der flere udmærkede muligheder ud af, og både venstresiden med Boysen og Mejer samt højresiden med Fosgaard og Brandrup gjorde deres til at give Lyngby en god start. Helt åbne målchancer blev det dog ikke til, om end Patrick Mortensen fik en fin mulighed efter lidt klumpspil. Da var der spillet cirka et kvarter.
Kort efter fik Fredericia en løs mulighed efter et langt indkast, hvor der ikke blev ekspederet væk. Højlund havde dog kontrol over situationer og målmanden kom igen i arbejde efter 34 minutter. Her blev et indlæg mødt flot af Mikael Rynell, der med hovedet tvang Højlund til en klasseredning.
Lyngby fortsatte med at forsøge at presse Fredericia bagud, men det var som om det ikke rigtigt bed på gæsterne. I stedet tog Fredericia føringen i første halvlegs overtid. Et indlæg fik lov at passere og så kunne Hjalte Bo Nørregaard med hovedet og via stolpen score til 1-0.
2. halvleg fortsatte med Lyngby i boldbesiddelse, men det lykkedes ganske enkelt ikke for Lyngby at sætte nogle af store chancer op. Fredericia havde hverken behov eller lyst til at skabe meget, så det blev 45 minutter hvor Lyngby skulle forsøge at dirke gæsternes defensiv op. Bror Blume forsøgte sig fra distancen, og også Surprise fik skabt ravage med sit indhop. Men lige meget hvad ville det bare ikke blive farligt.
I stedet lukkede Jesper Christiansen kampen med 11 minutter igen. Et hjørnespark dumpede lige ind i hovedet på den store angriber, der ellers var blevet pakket godt ind kampen igennem. Hovedstødet gik mod modsatte stolpe og dumpede roligt ned i rusen – 2-0 til Fredericia.
Den kunne Lyngby ikke svare tilbage på, og derfor blev det Fredericia, der brød deres onde cirkel på bekostning af Lyngby. De Kongeblå må knokle videre inden turen den 2. maj går til Vendsyssel.
Match Facts:
Lyngby BK – FC Fredericia 0-2 (0-1)
0-1 Hjalte Bo Nørregaard (45), 0-2 Jesper Christiansen (79)
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 20. Jeppe Brandrup, 4. Mathias Tauber (c), 12. Mads Nordam, 2. Mathias Mejer Knudsen – 13. Vito Mistrati (<-> 3. Ibrahim Koroma (78)), 22. Bror Blume – 9. Lasse Fosgaard, 29. Jesper Blicher (<-> 19. Surprise (62)), 21. David Katz Boysen (<-> 15. Lee Rochester (29)) – 11. Patrick Mortensen
Ikke benyttet: Andreas Larsen (GK), Valon Ljuti, Thomas Sørensen, Andreas Ravn
Advarsler:
Mads Nordam, Jeppe Brandrup – begge Lyngby BK
Tilskuere: 794 på Lyngby Stadion