Fire talenter udtaget til landsholdssamling

Lyngby Boldklub sender i slutningen af april 4 spillere afsted med U16- og U17-landsholdene. De fire talenter er udtaget til træningssamling i Skærbæk, hvor der også er en træningskamp mod HSV på programmet.
Med på turen til det jyske er målmand Oskar Snorre og angriber Jens Odgaard, der skal deltage i træningssamlingen for U16-landsholdet. Begge spillere har allerede fået deres landsholdsdebut: Snorre står noteret for fire kampe, mens Jens Odgaard har 8 ungdomslandskampe på CVet – det har kastet tre scoringer af sig.
På U17-landsholdet er der velfortjent debut på truplisten til Oliver Kjærgaard, der er en af fire debutanter i U17-landsholdstruppen. Kjærgaard er fast mand på U17-holdet i Lyngby og har gjort det så godt, at han har kunnet overtale U17-landstræner Jan Michaelsen til at tage ham med på turen til Skærbæk. Med på U17-landsholdet er også Adnan Curovic, der er udlejet fra Lyngby til Juventus.
Begge landshold træner i Skærbæk i Sønderjylland fra den 27. april og spiller mod HSV den 29. april, hvorefter turen går hjemad.

FLERE NYHEDER

Nicolai Hjulmand skriver toårig kontrakt med Lyngby Boldklub 

Sommerens opstartsprogram er på plads

Bliv del af elite miljøet på kvindeholdet

Powered by Flash ApS