Der var fremgang at spore på det spillemæssige plan, men forårets første sejr lader fortsat vente på sig. Lyngby spillede 0-0 mod FC Roskilde.
Fredag aften skulle Lyngby igen forsøge at få hul på bylden. En spillemæssig god halvleg sidst mod HB Køge skulle følges op mod FC Roskilde, og den mission så i lang tid ud til at lykkes. Lyngby spillede i hvert fald en rigtig fornuftig første halvleg, hvor det ikke var mange gange FC Roskilde gæstede De Kongeblås knoldede banehalvdel. I stedet bød de første 45 minutter på tungt Lyngby-pres og flere gode situationer.
Gode kombinationer og rigtig fin boldomgang gjorde det svært for Roskilde at bryde Lyngbys dominans. De første 10 minutter bød på 4 Lyngby-hjørnespark, og også et par gode Lyngby-chancer. Vito Mistrati havde kampens første større mulighed, da han fik bolden tæt under mål efter godt opspil i højre side. Midtbanespilleren fik dog ikke helt træf på bolden. Da var der spillet 17 minutter.
7 minutter senere var Lyngby stædige i både angreb og genpres. Casper Højer og Martin Andersen jagtede bolden i venstre side og fik skabt en god indlægsmulighed til Højer, der fandt Lasse Fosgaard ved fjerneste stolpe. Kantspilleren flugtede første gang, men bolden gik over mål.
Efter en halv time kom Roskilde lidt længere frem – godt hjulpet på vej af standardsituationer, hvor Anders Theils tropper fik lejlighed til at skubbe spillet længere frem. Spille sig frem til chancer kunne hjemmeholdet dog ikke. Man forsøgte ellers flere gange at sætte Bajram Fetai op til det dybe løb, men hver gang – og det var rigtig mange gange kampen igennem – løb angriberen i offside-position.
Hjemmeholdets bedste seance var derfor en halv friløber til Christian Jakobsen, der udnyttede en fejl af Thomas Sørensen. En stærkt spillende Mathias Tauber fik dog reddet kastanjerne ud af ilden. Kampbilledet fortsatte delvist i 2. halvleg, hvor Roskilde kom lidt bedre med – men det var stadig Lyngby, der kontrollerede kampen og det ene point var reelt aldrig i fare.
2. halvleg blev en fight om kontrol, og her viste Lyngby-spillerne god attitude. De ville ikke miste kontrollen og investerede det, der skulle til. Jesper Blicher var i græsset efter en nærkamp med Stefan Hansen og også Mathias Tauber måtte modtage behandling for en lille flænge i hovedet.
Chancemæssigt bød de sidste 45 minutter på et langskud fra Bror og en god mulighed til Lasse Fosgaard, der nok burde have forsøgt afleveringen frem for afslutningen. Ellers var det offensivt lige ved og næsten mange gange – defensivt var der dog ikke mange pletter på præstationen. Christian Jakobsens forsøg fra kanten af feltet var hjemmeholdets eneste bud på en målchance i 2. halvleg.
Det hele sluttede som det startede, ud over at de 1486 tilskuere – heraf en god mængde stemningsskabende Lyngby-fans – kunne notere sig en lille pil opad for De Kongeblå. 0-0 mod FC Roskilde.
Match facts:
FC Roskilde – Lyngby BK 0-0
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 20. Jeppe Brandrup (<-> 18. Andreas Ravn (83)), 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 17. Casper Højer – 14. Philip Rasmussen, 13. Vito Mistrati – 9. Lasse Fosgaard, 22. Bror Blume (<-> 7. Jesper Christjansen (75)), 8. Martin Andersen – 29. Jesper Blicher (<-> 11. Patrick Mortensen (57)).
Ikke benyttet: Andreas Larsen (GK), Surprise, Valon Ljuti, Rasmus Minor
Advarsler:
Casper Højer, Jeppe Brandrup, Philip Rasmussen – alle Lyngby BK
Tilskuere:
1.483 på Roskilde Idrætspark