Lyngby-optur blev hurtigt aflyst

Jesper Blicher bragte Lyngby foran med 1-0, men succesoplevelsen varede kun 45 sekunder – så havde Rasmus Nielsen udlignet for HB Køge, der siden snuppede alle tre point og vandt med 3-1.
Lyngby skulle lørdag eftermiddag forsøge at få den forløsende sejr og succesoplevelse, som alle omkring holdet efterhånden hungrer efter. Modstanderen var HB Køge, der allerede 2 gange i denne sæson er blevet besejret af De Kongeblå. Lørdag var det dog revanchetid skulle det vise sig.
Efter en tøvende start fra begge mandskaber satte Lyngby sig på opgøret. Omstillingerne fik nogenlunde fart og boldbesiddelsen var klart i Lyngbys favør. Jesper Blicher var tæt på at nå et indlæg fra Vito, og generelt var Lyngbys nye mand en aktiv herre i de forreste geledder.
Derfor var det også fuldt fortjent Blicher, der fik lov til at heade sit første Lyngby-mål i nettet. Efter 20 minutter satte Lyngby et super angreb op i venstre side. David Boysen og Bror Blume kombinerede sig vej igennem HB Køges forsvarssside, og så kunne sidstnævnte lægge et perfekt indlæg ind til Blicher, der med et ligeså perfekt hovedstød scorede til 1-0.
Så var Lyngby i front for første gang i 1. division i 2015, men føringen varede kun 45 sekunder. HB Køge spadserede stort set direkte ned i den anden ende, hvor Rasmus Nielsen trykkede af og scorede sikkert bag Højlund. En kold spand vand i hovedet på de hårdt prøvede Lyngby-spillere, der i samme moment mistede momentummet og tillod gæsterne alt for meget plads.
Det blev straffet på 10 effektive HB Køge-minutter. Efter 31 minutter brød gæsterne igennem i venstre side, og så kunne Philip Zinckernagel sparke HB Køge i front ved nærmeste stolpe. Og som om det ikke var nok, så kom svanerne også på 3-1 inden pausen. Brandao udnyttede sin fart til at nå en høj bold, som Lyngby-forsvaret ikke fik clearet ordentligt. Og da Højlund også missede den høje bold, så kunne Brandao sende bolden i mål til 3-1.
Fra 2. halvlegs start var Lyngby kommet sig over chokket, og med Mathias Tauber som indpisker lykkedes det at genvinde momentum. Lyngby var i kontrol og sendte angreb på angreb mod HB Køge, der dog forsvarede sig flot som de har haft det for vane i foråret indtil videre.
Store chancer imod sig kunne svanerne dog ikke undgå. Et hjørnespark fra Vito Mistrati hoppede og dansede i feltet, men på mirakuløs vis slap gæsterne for tiltale. Der var også fine chancer til Bror Blume og Patrick Mortensen, der dog i to momenter ikke fik ordentligt træf på bolden. HB Køge levede livet særdeles farligt, og som konsekvens heraf skubbede gæsterne spillet lidt højere op.
Det gav lidt mere luft, og også HB Køges eneste chance i 2. halvleg. Det var et forkølet langskud fra Bruninho med fem minutter igen. Det var et godt billede på 2. halvleg, hvor Lyngby totalt dominerede og med mere selvtillid havde De Kongeblå nok fået mere ud af det.
Jesper Christjansen fik Lyngby sidste store chance – igen efter et hjørnespark. Men hverken det eller indskiftningen af debutant Surprise hjalp på måltavlen. Lyngby får stik imod spil og chancer ikke scoret i 2. halvleg og derfor slutter det med en sejr til HB Køge på 3-1.
Match facts:
Lyngby BK – HB Køge 1-3 (1-3)
1-0 Jesper Blicher (20), 1-1 Rasmus Nielsen (21), 1-2 Philip Zinckernagel (31), 1-3 Brandao (40)
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 20. Jeppe Brandrup, 12. Mads Nordam, 6. Rasmus Minor (<-> 4. Mathias Tauber (46)), 2. Mathias Mejer Knudsen – 14. Philip Rasmussen, 7. Jesper Christjansen  – 13. Vito Mistrati (<-> 19. Surprise (73), 22. Bror Blume, 21. David Katz Boysen (c) (<-> 11. Patrick Mortensen (46)) – 29. Jesper Blicher.
Ikke benyttet: Andreas Larsen (GK), Andreas Ravn, Casper Højer, Valon Ljuti.
Advarsler:
David Katz Boysen, Jesper Blicher, Mads Nordam, Jeppe Brandrup – alle Lyngby BK
Radanfah Abu Bakr, HB Køge
Tilskuere: 979 på Lyngby Stadion

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products