Lyngby skabte alt for lidt i Horsens, og da man samtidig endnu engang havde marginalerne imod sig endte det hele med et snævert nederlag til AC Horsens på 0-1.
Jagten på forårets første sejr bragte Skærtorsdag Lyngby forbi Østjylland, hvor Den Gule Fare fra AC Horsens tog imod Jack Majgaard Jensens tropper. Det blev helt som ventet en hård kamp præget af megen fight på en bane, der ikke ligefrem indbød til poleret spil.
AC Horsens kom bedst fra start og lagde et tungt tryk på Lyngby i de indledende ti minutter. Det resulterede i et par halvfarlige situationer, hvor der dog ingen åbne målchancer kom. Bedste forsøg var således til Troels Kløve, der trykkede af fra distancen. Også Kjartan Finnbogason fik tegnet sig for en afslutning, der dog ikke voldte Nicklas H&oslaoslash;jlund de store problemer.
At det var en kamp præget af fight blev tydeligt fra starten. Horsens var aggressive og det kostede advarsler til både Jeppe Mehl, Steffen Kielstrup og Kjartan Finnbogason. Mens Horsens ragede advarsler til sig lykkedes det Lyngby at spille sig bedre ind i kampen. Der var tegninger til gode aktioner og fine mønstre, men konkrete målchancer – det blev det ikke til.
0-0 efter første halvleg var uundgåeligt, for ud over Kløves langskud forbi mål, så var der ingen rigtige målchancer. Defensivt havde Lyngby overtaget og pakkede fuldstændigt de to Horsens-angribere ind. Så på den måde havde Lyngby egentlig opgøret under kontrol, om end man stadig sad med fornemmelsen at et mål kunne få afgørende betydning.
2. halvleg fortsatte i samme mønster som de første 45 minutter. Bror Blume tog chancen fra distancen efter et frispark i det 54. minut. Men pludselig var det derefter som om at Lyngby mistede grebet om opgøret, og så blev AC Horsens farlige. Steffen Kielstrup tordnede bolden på overliggeren i det 57. minut og det var – desværre – et forvarsel om, at kampen var ved at tippe til de gules fordel.
Med et kvarter igen faldt afgørelsen så, og det var endnu engang de berømte marginaler, der tippede til modstanderens fordel – uden at det nu skal være en undskyldning, for Lyngby skabte tæt på nul oplagte målchancer kampen igennem. Faktum var dog at både Lasse Fosgaard og Jesper Christjansen følte sig lidt underkendt i en situation, hvor Jeppe Mehl pludselig tog turen på tværs og ind i feltet.
Sekunder forinden blev Christjansen revet omkuld da han skulle til at afværge, og Fosgaard samtidig følte sig skubbet ned og ud af balance, da han ramte Mehl. Horsens-spilleren gik ti ljorden og Mads Kristoffer Kristoffersen pegede på pletten og fiskede samtidig Fosgaards andet gule kort op ad lommen. Straffe og rødt kort – Finnbogason var sikker fra pletten, og så førte Horsens med 1-0.
Lyngby kastede alt frem i kampens døende minutter, men et par nærgående standardsituationer og et langskud fra Jesper Christjansen var det bedste man fik fremtvunget. AC Horsens fik fightet det bedst tænkelige resultat med hjem – Den Gule Fare vinder med 1-0 over Lyngby.
Match Facts:
AC Horsens – Lyngby BK 1-0 (0-0)
1-0 Kjartan Finnbogason (str. 75)
Rødt kort: Lasse Fosgaard (74)
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 18. Andreas Ravn (<-> 5. Valon Ljuti (66)), 12. Mads Nordam, 6. Rasmus Minor Petersen, 17. Casper Højer Nielsen – 22. Bror Blume (<-> 15. Lee Rochester (79)), 7. Jesper Christjansen – 9. Lasse Fosgaard, 21. David Boysen, 8. Martin Andersen (<-> 29. Jesper Blicher (79)) – 11. Patrick Mortensen (c).
Ikke benyttet: Andreas Larsen, Mathias Mejer Knudsen, Mathias Tauber, Thomas Sørensen.
Advarsler:
Jeppe Mehl, Steffen Kielstrup, Kjartan Finnbogason, Janus Drachmann – alle AC Horsens
Casper Højer, Lasse Fosgaard (2), Mads Nordam – alle Lyngby BK
Tilskuere: 1.023 på Casa Arena, Horsens