Efter tre måneder uden en betydende kamp syder og bobler det i og omkring førsteholdstruppen. Spillerne er sultne efter igen at dyste om point, og det skulle meget gerne komme klart til udtryk i morgendagens vigtige kamp. Der bliver nemlig formentlig behov for en stor mængde fightervilje, hvis De Kongeblå skal få noget med til pointkolonnen i tabellen for 1. division.
Lyngby tager nemlig imod Viborg, der gæster Lyngby Stadion på en aften, hvor det uomtvistelige tema bliver kampen om de to første pladser i 1. division. Blot en enkelt scoring skiller nemlig Viborg på 2. pladsen fra Lyngby på 1. pladsen, så begge hold har meget på spil. Når det er sagt, så er udfaldet af kampen naturligvis ikke alt-afgørende for udfaldet af sæsonen, hvor der fortsat er et hav af point at spille for.
Kampen bliver ligeledes en mulighed for at se nye spillere an. Både Lyngby og Viborg har hentet nyt blod til divisionen i vinterpausen, og gæsterne stiller formentlig op med spændende navne som Martin Svensson, Elson Hooi og Alhaji Gero.
For Lyngby kan der blive debut til offensivspilleren Jesper Blicher, der er kommet til klubben fra Vendsyssel. Han er eneste nye navn i den kongeblå trup, hvor cheftræner Jack Majgaard Jensen har måttet se bort fra flere skadesramte profiler. Jeppe Brandrup, Mathias Tauber og nyindkøbene Jonathan Nielsen og Surprise er således ikke med til kampen. Heller ikke den nyeste tilgang, Ibrahim Koroma, er endnu at finde i truppen, der tæller 18 mand.
Der er kick-off klokken 19.00 på Lyngby Stadion, og Lyngby Boldklub anbefaler alle at købe billetten i forsalg ved at klikke på denne tekst. Husk at komme i god tid, da der forventes mange tilskuere.
Lyngbys trup mod Viborg FF:
1. Nicklas Højlund (GK), 2. Mathias Mejer Knudsen, 5. Valon Ljuti, 6. Rasmus Minor Petersen, 7. Jesper Christjansen, 9. Lasse Fosgaard, 11. Patrick Mortensen, 12. Mads Nordam, 13. Vito Hammershøy-MIstrati, 14. Philip Rasmussen, 15. Lee Rochester, 16. Andreas Larsen (GK), 18. Andreas Ravn Nielsen, 21. David Katz Boysen, 22. Bror Blume, 24. Thomas Sørensen, 26. Frederik Gytkjær, 29. Jesper Blicher.