Nye ansigter i Falkenberg-nederlag

Lyngbys træningskamp mod Falkenberg blev en jævnbyrdig, målfattig affære uden de helt store chancer. Til slut snuppede Falkenberg sejren, der blev på 1-0. Kampen gav uofficiel debut til Jesper Blicher og et uofficielt comeback til Mads Junker.
Lyngby spillede lørdag vinterens fjerde testkamp. Modstanderen var som de to foregående gange fra Sverige, om end kampen denne lørdag blev afviklet i Lyngby, hvor Falkenberg fra Allsvenskan var på besøg. Falkenberg var oprykkere i sidste sæson, og leverede en god første sæson hvor man undgik nedrykning og dermed er klar til endnu en sæson i den bedste svenske række.
For Lyngby var der uofficiel debut til Jesper Blicher, der startede på venstre kant, og så havde den tidligere Lyngby-profil Mads Junker igen trukket den kongeblå trøje over hovedet. Han startede helt fremme sammen med Patrick Mortensen.
Første halvleg var lige med flere løse forsøg i begge ender. De største chancer tilfaldt gæsterne fra Falkenberg, der dog måtte se Andreas Larsen trække det længste strå gang på gang. Målmanden spillede en rigtig fornuftig kamp for Lyngby, og var generelt en af banens bedste. I modsatte ende kneb det med de åbne chancer, men når Lyngby fik etableret spil omkring Falkenbergs felt så havde det potentiale til at blive farligt – det blev det bare aldrig rigtigt.
Mads Junker fik en enkelt udmærket afslutning, mens Patrick Mortensen og Valon Ljuti tegnede sig for de kongeblås bedste muligheder. Først var Patrick Mortensen lige ved på hovedet efter en god hjørnesparksbold, og kort før pausen var det så Valon Ljuti, der afsluttede efter godt småspil mellem Mads Junker, Patrick Mortensen og Lasse Fosgaard. Det blev dog uden scoringer for Lyngby.
Heller ikke Falkenberg fandt nøglen før pausen, om end det var tæt på. Lyngby var ved flere lejligheder ukonsekvente i forsvarsspillet og det skabte plads til gæsterne. Den store nigearianer Hakeem Araba voldte ligeledes problemer for forsvaret, og Falkenberg blev ofte farlige når han fik tid til at tage bolden ned og positionere sig. Han havde også bolden i mål ved en enkelt lejlighed, men der blev korrekt dømt offside.
I første halvlegs overtid fik Araba så chancen igen, da han lidt tilfældigt pludselig var alene med Andreas Larsen – Lyngby-keeperen kastede sig dog frygtløs ud i bolden og fik blokeret, så det blev ved 0-0 ved pausen. 2 halvleg startede i samme spor, og det kunne gæsterne være mest tilfredse med. Det betød nemlig at Lyngby fortsat havde svært ved at skabe chancer, men nøglen til selv at score fandt Falkenberg omvendt heller ikke – foreløbigt i hvert fald.
2. halvleg blev i et lidt højere tempo end i første halvdel, og når Lyngby satte fart i spillet så fik Falkenberg problemer. Indskiftede Lee Rochester gjorde sit til at skabe fart og usikkerhed i det svenske forsvar, og det skabte blandt andet en rigtig god chance til Patrick Mortensen, der dog ikke helt fik ram på indlægget.
De forbedrede Lyngby-takter til trods lignede det en nulløsning – særligt forbi begge holds indskiftninger ikke mærkbart ændrede kampsituationen. Alligevel kunne det ene hold snuppe sejren, og det var Falkenberg, der udviste kynisme fem minutter før tid. En løs bold blev ikke ekspederet væk, og fra kanten af feltet kunne David Svensson så trykke af med en hård og velplaceret afslutning, der gik i mål ved fjerneste stolpe uden chance for Andreas Larsen.
Det blev kampens eneste scoring, og dermed indkasserer Lyngby vinterens første nederlag. Revanche kan man få allerede på onsdag, hvor Ängelholm gæster Lyngby Stadion.
Match Facts:
Lyngby BK – Falkenbergs FF 0-1 (0-0)
0-1 David Svensson (85)
Lyngbys startopstilling:
16. Andreas Larsen – 18. Andreas Ravn, 12. Mads Nordam (<-> 4. Mathias Tauber (65)), 6. Rasmus Minor, 2. Mathias Mejer Knudsen (<-> 17. Casper Højer (65)) – 13. Vito Mistrati, 5. Valon Ljuti (<-> 14. Philip Rasmussen (65)) – 9. Lasse Fosgaard (<-> 23. Gustav Therkildsen (75)), 10. Mads Junker (<-> 22. Bror Blume (55)), 3. Jesper Blicher (<-> 15. Lee Rochester (55)) – 11. Patrick Mortensen (c)
Advarsler:
Mads Nordam, Lyngby
Adam Eriksson, Falkenberg
 

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv