Lyngby Boldklub sender Jacob Bruun til Dortmund

Lyngby Boldklub sender unge Jacob Bruun Larsen afsted til storklubben Borussia Dortmund, der har håndplukket ungdomslandsholdsspilleren på De Kongeblås U19-hold. Skiftet sker med øjeblikkelig virkning.
Kantspilleren Jacob Bruun Larsen er et af flere store talenter i Lyngby Boldklub, men nu skiftes de – indrømmet – lidt mere ydmyge rammer på Lundtoftevej ud med mægtige Dortmunds topfaciliteter. Den blot 16-årige spiller rykker teltpælene op og skifter til ”Die Borussen” med øjeblikkelig virkning. Det skifte skaber stolthed i talentafdelingen hos Lyngby Boldklub:
”Selvom målsætningen jo altid er, at bringe talenterne frem på vores A-hold, så er vi hamrende stolte af, at vi endnu engang har formet en spiller, som er interessant for en af Europas topklubber. Vores talentarbejde er bredt anerkendt, men det giver alligevel et rygstød når vi kan sende en spiller til en klub af Dortmunds kaliber” fortæller talentchef Birger Jørgensen og fortsætter:
”At Jacob er en spændende spiller understreges af, at han har været jagtet af mere eller mindre samtlige større klubber i Danmark samt et større antal Europæiske klubber. Vi glæder os meget til at følge hans udvikling og se, om man i Dortmund kan få forløst det store potentiale som Jacob uden tvivl besidder” lyder det fra Birger Jørgensen.
Hovedpersonen selv ser frem til den store udfordring og den chance, han har fået i BVB: ”Jeg har været rigtig glad for at spille i Lyngby, og klubben har uden tvivl en stor andel i at jeg nu kan skifte til en så stor klub som Dortmund. Jeg vil gerne takke mine holdkammerater samt Lyngbys mange gode trænere, der har hjulpet mig på vej. Jeg har fået en stor udfordring, som jeg glæder mig til, og for mig er det en drøm, der går i opfyldelse” fortæller Jacob Bruun.
På trods af sine kun 16 år har Jacob Bruun allerede fået debut på det danske U18-landshold, ligesom han på det seneste primært har optrådt på Lyngbys U19-hold. I alt står den unge offensivspiller noteret for 17 kampe i rødt og hvidt. Jacob Bruun skifter med øjeblikkelig virkning, om end FIFA fortsat mangler at godkende Jacob Bruuns skifte – derfor mangler der endnu de sidste teknikaliteter før kantspilleren er klar til at repræsentere sin nye klub i kamp.

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv