Lyngby fightede 2-1-sejr hjem over SKive

Det holdt hårdt for De Kongeblå, men i den tredje kamp på seks dage var der igen pointgevinst til Lyngby. Frederik Gytkjær og David Boysen scorede for Lyngby, der vandt med 2-1.
For tredje gang på blot 6 dage var De Kongeblå i aktion. I modsætning til de to foregående opgør var Lyngby på hjemmebane, hvor modstanderen var Skive. Sidst de to hold mødtes var det med en målfest og 5-4 til De Kongeblå – helt så underholdende blev det ikke denne lørdag, men mindre kunne også gøre det for Lyngby.
Kampen startede med Lyngby i kontrol, og De Kongeblå spillede fornuftigt med stor tålmodighed og gode løb. Det fine spil fra onsdagens kamp i Århus fortsatte og på nær en enkelt tilnærmelse fra Skive stod der Lyngby på de første 20 minutter. David Boysen fik kampens første større målchance, da han modtog et indlæg fra Lasse Fosgaard – Boysen dirigerede fornuftigt bolden mod fjerneste stolpe, men Mathias Rosenørn fik dirigeret bolden til hjørne med en TV-redning.
Syv minutter efter kunne jublen dog bryde ud hos Lyngbys hjemmepublikum. Philip Rasmussen gik dybt, fik bolden og rundede keeper Rosenørn – vinklen blev dog spids og i stedet chippede midtbanespilleren bolden til fjerneste stolpe, hvor Frederik Gytkjær dukkede op og headede føringen i nettet.
Skive forsøgte at svare tilbage ved at gå længere frem på banen, og gæsterne havde da også held med at presse Lyngby længere tilbage mod eget felt. Skives forsøg blev dog hovedsagligt blokeret af Lyngby-forsvaret – med undtagelse af de få langskudsforsøg, der alle strøg forbi mål.
Første halvleg fik en hektisk afslutning, hvor Lyngby nok burde have fordoblet føringen. Først satte Philip Rasmussen Valon Ljuti op, så midtbanespilleren kunne hamre bolden på overlæggeren. Og på returen var Skive så passive, at Valon fra kanten af feltet fik en ny chance, som dog gik snert forbi mål. Og minutter efter var det så Philip Rasmussens tur til at misbruge – Frederik Gytkjær spillede elegant Rasmussen fri, men Rosenørn kom godt ud og fik blokeret afslutningen fra Lyngbys nummer 14.
Målet skulle dog komme kort inde i 2. halvleg – dommer Casper Thorsøe pegede med hjælp fra linjedommeren på straffepletten i en situation, hvor Philip Rasmussen kom igennem. I en nærkamp fik en Skive-forsvarsspiller slået til bolden med hånden og fra 11-meterpletten var David Boysen sikker. 2-0 til Lyngby. Og så var det historien om de tunge ben og de tre kampe på seks dage igen blev aktuel. For Lyngby gik langt ned i tempo, og kom også til at stå for langt tilbage på banen. 
Det blev straffet af gæsterne i en situation, som Lyngby-defensiven nok ikke vil fremhæve som deres bedste moment i kampen. En lang bold blev lagt frem mod Michael Uhre, der dog stod overfor en tre-mands-mur af Rasmus Minor, Thomas Sørensen og Kristian Joensen. Først blev Thomas Sørensen dog viftet væk, og Rasmus Minor havde heller ikke held til at fjerne truslen og så kunne Michael Uhre lægge bolden under Kristian Joensen og skabe ny spænding i kampen.
Skive jagtede derefter udligningen, men målet havde til dels vækket Lyngby, der kom længere frem på banen for at jagte en ny scoring. Philip Rasmussen fik en kæmpe chance efter et frispark, som midtbanegeneralen med hovedet dirigerede ned på stolpen i en ellers fuldstændig fri position i det lille felt. Og så indskiftede Bror Blume fik muligheden, da han trykkede af fra distancen – desværre over mål.
Mod slutningen brændte det for alvor på i Lyngbys felt. Et hjørnespark i sidste minut resulterede i en bold, der hoppede og dansede i feltet inden Kristian Joensen fik raget den til sig. Øjeblikket efter sendte Nicolas Bøgild bolden forbi mål i en fornuftig situation tæt på mål og i overtiden var Kristian Joensen så igen redningsmand – Nicolas Bøgild headede præcist mod mål, men den færørske keeper havde læst situationen og reddede fint. Det blev kampens sidste chance og dermed får Lyngby med hiv, sving og tunge ben hevet tre point i land. Det slutter 2-1 til De Kongeblå.
Match Facts:
Lyngby BK – Skive IK 2-1 (1-0)
1-0 Frederik Gytkjær (25), 2-0 David Boysen (48), 2-1 Michael Uhre (65)
Lyngbys startopstilling:
31. Kristian Joensen – 20. Jeppe Brandrup, 24. Thomas Sørensen (c), 6. Rasmus Minor Petersen, 17. Casper Højer Nielsen – 5. Valon Ljuti, 14. Philip Rasmussen (<-> 13. Vito Hammershøy-Mistrati (83)) – 9. Lasse Fosgaard, 26. Frederik Gytkjær (<-> 11. Patrick Mortensen (59)), 21. David Katz Boysen – 19. Kristian Lindberg (<-> 22. Bror Blume (67))
Ikke benyttet: Oliver Voss, Lee Rochester, Mathias Mejer, Mads Nordam.
Advarsler:
Patrick Mortensen – Lyngby BK.
Mathias Pedersen, Jesper Nielsen – begge Skive IK.
Tilskuere: 975 på Lyngby Stadion

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv