Lyngby havde de største chancer, og fortjente mere end et enkelt point i søndagens sene NordicBet Liga-kamp. De Kongeblå fik dog ikke puttet noget ind bag Vejles målmand, og derfor sluttede opgøret 0-0.
Lyngby har generelt haft gode oplevelser med Vejle på hjemmebane – så sent som i juni besejrede de blå de røde med 3-1, og de fire scoringer måtte publikum på Lyngby Stadion kigge langt efter mod Vejle anno sæsonen 2014/15. Der var ellers muligheder for De Kongeblå, der havde de største chancer.
Lyngby prægede første halvleg markant, og der var gode muligheder til blandt andet Martin Andersen, der fik trukket godt ind i banen og trykket af. David Boysen havde ligeledes sine muligheder i de første 45 minutter, hvor Vejle til gengæld var sjældne gæster på Lyngbys banehalvdel. Boysen stod for halvlegens bedste mulighed, som Vejle-keeper Morten Haastrup dog klarede fint – ellers var det småt med de helt store målchancer.
Så 0-0 ved pausen og plusser til Lyngby var status efter de første 45 minutter. Det blev der ikke lavet om på i en 2. halvleg, hvor kampbilledet fortsatte og hvor Vejle kun sjældent fik aktiveret Nicklas Højlund i buret. Nede hos Morten Haastrup Jensen var der til gengæld hæftig aktivitet – gæsterne forsvarede sig ellers glimrende, men især David Boysens fart voldte problemer for de rød-klædte.
Kampens største mulighed tilfaldt Philip Rasmussen 10 minutter før tid. Her blev han sendt alene igennem med Vejle-målmanden, så Philip Rasmussen forsøgte sig med et lob – den manøvre mislykkedes dog og der kom slet ikke fart nok i bolden, så Vejle-forsvaret kunne nå tilbage og redde kastanjerne ud af ilden.
I slutminutterne sværmede De Kongeblå nok engang om gæsternes felt, men skarpheden og kynismen manglede – og så sluttede det hele som det startede: 0-0.
Match Facts:
Lyngby BK – Vejle BK 0-0
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 20. Jeppe Brandrup (<-> 15. Lee Rochester (85)), 12. Mads Nordam, 24. Thomas Sørensen, 2. Mathias Mejer, 14. Philip Rasmussen, 5. Valon Ljuti (<-> 13. Vito Mistrati (71)), 9. Lasse Fosgaard, 21. David Katz Boysen, 8. Martin Andersen (<-> 26. Frederik Gytkjær (71)), 11. Patrick Mortensen
Ikke benyttet:
Kristian Joensen, Casper Højer, Mathias Tauber, Jesper Christjansen
Advarsler:
Thomas Sørensen, Lyngby BK
Hakan Redzep, Vejle BK
Tilskuere: 1.171 på Lyngby Stadion