Kristian Joensen skifter til Lyngby

Lyngby Boldklub har skrevet kontrakt med den unge færøske målmand Kristian Joensen, der sammen med Nicklas Højlund skal udgøre De Kongeblås målmandsteam i efteråret.

Den 21-årige færing Kristian Joensen har i dag sat sin signatur på en kontrakt med Lyngby Boldklub. Partnerne har i første omgang underskrevet en aftale for efterårssæsonen, hvor Joensen skal udgøre Lyngbys målmandsteam sammen med Nicklas Højlund – sideløbende med, at han naturligvis også skal udvikle sit eget målmandsspil:

”Kristian er en ung talentfuld målmand, som vil supplere Nicklas Højlund rigtigt godt. Han er allerede dygtig i feltet og har gode reaktioner. Han vil helt sikkert udvikle sig yderligere under vores dygtige målmandstræner Niels Christian, samt det generelt højere tempo, der er i kamp og træning i forhold til det han er vant til” udtaler cheftræner Jack Majgaard Jensen.

21-årige Kristian Joensen har på trods af sin unge alder allerede været fast målmand i den bedste færøske række. Derudover har han stået fast på U21-landsholdet samt været inde omkring A-landsholdet på Færøerne. 

Kristian Joensen har underskrevet en aftale, der foreløbigt løber frem til årsskiftet. Han fik uofficiel debut i lørdagens træningskamp mod FC Vestsjælland, hvor han stod alle 90 minutter.

NBL
Top