Lyngby Boldklub og målmand Nicklas Højlund har forlænget samarbejdet med yderligere to år. Samtidig siger Lukas Fernandes farvel til Lyngby Boldklub.
Nicklas Højlund har mandag eftermiddag forlænget kontrakten med Lyngby Boldklub. De Kongeblå råder dermed over målmanden i yderligere to sæsoner – og det glæder begge parter, der ser frem til at fortsætte et rigtig godt samarbejde:
”Jeg er rigtig glad for at fortsætte i Lyngby. Der sker mange ting i klubben, og det er jeg glad for at være en del af. Det er et spændende projekt vi har gang i og jeg glæder mig til at starte op igen efter ferien” fortæller Nicklas Højlund. Også cheftræner Jack Majgaard Jensen er godt tilfreds med den nye kontrakt:
”Vi er glade for aftalen med Nicklas. Han stod et rigtig flot efterår for os, men fik desværre foråret ødelagt af skader. Nicklas er ved at nå en alder hvor han udover gode redninger også skal bidrage med ro og overblik til forsvarsspillet. Den kommende periode skal derfor være der, hvor Højlund får indfriet det store potentiale som han har. Og vigtigst af alt, så betyder denne forlængelse, at vi har kontinuitet på den vigtige målmandspost” fortæller Jack Majgaard Jensen.
Nicklas Højlund står samlet set noteret for 67 førsteholdskampe for De Kongeblå – kampe, der er opnået i både NordicBet Ligaen og Superligaen. Den nye aftale løber for de kommende to sæsoner.
Truppens anden målmand Lukas Fernandes havde fået tilbudt en kontrakt af Lyngby, der gerne var fortsat med den nuværende målmandskonstellation. Lukas Fernandes har dog valgt at takke ja til et kontrakttilbud fra AGF, og skifter dermed med øjeblikkelig virkning til den jyske 1. divisionsklub. Lyngby Boldklub ønsker Lukas Fernandes alt godt i fremtiden og takker ham for indsatsen.