Lyngby fik aldrig for alvor udfordret FC Fredericia i den vigtige Kristi Himmelfarts-kamp. Lyngby måtte indkassere et nederlag på 0-2 efter to scoringer i 2. halvleg.
Lyngby var torsdag eftermiddag på en vigtig opgave ude mod FC Fredericia. Søndagens sene udligning af Hobro skulle vaskes væk, og Lyngby startede da også opgøret ganske fint. De Kongeblå satte sig på kampen fra første fløjt og producerede flere gode optræk til muligheder, dog uden at det blev farligt. Og det skulle desværre vise sig at blive en tendens for kampen.
Langsomt fik Fredericia fightet sig ind i opgøret, der i de resterende 20-25 minutter var meget jævnbyrdig. Lyngby havde svært ved for alvor at bide fra sig, og de bedste muligheder tilfaldt derfor Bror Blume og Philip Rasmussen, der nok burde have afsluttet bedre på en dribletur gennem feltet. Begge situationer endte dog med hjørnespark, som FC Fredericias tårnhøje standard-værn tog sig sikkert af og fik ekspederet i sikkerhed.
I den anden ende var det til gengæld også småt med chancer. Et langskud fra Christian Ege brækkede i luften og voldte målmand Lukas Fernandes problemer. Keeperen reddede fint, men måtte give en retur, som Jesper Luth var over – dog uden at han fik ordentligt ram på den i tæt duel med Rasmus Minor.
Få minutter inde i 2. halvleg måtte Lyngby skifte en skadet Philip Rasmussen ud. Og fem minutter senere blev det endnu værre for Lyngby. En dyb stikning indenom Jeppe Brandrup fandt frem til Jesper Luth, der flot krøllede bolden over i modsatte hjørne til en 1-0-føring til hjemmeholdet. Her var der spillet 53 minutter, og Lyngby viste i minutterne efter at Fredericia var til at tale med.
Her fik man endelig sat det hurtige opspil igang og få minutter efter målet fik Lyngby endelig kombineret sig frem til en god chance. Lasse Fosgaard løb dybt og sendte kuglen bagud til Martin Andersen, der fra kanten af feltet afsluttede fint, men måtte se bolden smutte forbi mål. Derefter satte Fredericia sig fysisk igennem og fik igen overtaget på kampen. Og det gjorde det meget svært for Lyngby, der var overmatchede på fysikken og manglede idéerne til at lukke hjemmeholdet op.
I stedet kunne Thomas Mikkelsen øge Fredericias føring efter 65 minutter. Et opspil i Lyngbys venstre side fandt frem til Thomas Mikkelsen, der alene igennem løftede bolden over en fremadstormende Lukas Fernandes. Bolden gik i mål og med 2-0 så det nærmest umuligt ud. Igen reagerede Lyngby dog fint, og Patrick Mortensen fik en chance med hovedet efter et hjørnespark. Men igen fusede det lidt ud, og da FC Fredericia samtidig barrikaderede sig bagude var kampen mere eller mindre afgjort.
Det ændrede chancer til Jeppe Brandrup og Martin Andersen i tillægstiden ikke på. Dermed slutter det hele 2-0 til hjemmeholdet FC Fredericia, der endegyldigt redder endnu en sæson i NordicBet Ligaen, mens Lyngby må se Hobro slå et hul på 5 point i toppen med to kampe igen.
Match Facts:
FC Fredericia – Lyngby BK 2-0 (0-0)
1-0 Jesper Luth (53), 2-0 Thomas Mikkelsen (65)
Lyngbys startopstilling: 16. Lukas FERNANDES – 20. Jeppe BRANDRUP, 4. Mathias TAUBER (c), 6. Rasmus MINOR PETERSEN, 29. Oliver FREDSTED – 18. Jeppe TVERSKOV, 14. Philip RASMUSSEN (<-> 12. Mads PEDERSEN (49)) – 9. Lasse FOSGAARD (<-> 26. Frederik GYTKJÆR (77)), 22. Bror BLUME (<-> 15. Lee ROCHESTER (66)), 8. Martin ANDERSEN – 11. Patrick MORTENSEN
Ikke benyttet: Nicklas Højlund, Thomas Sørensen, Dennis Cagara, Mathias Mejer Knudsen
Advarsler:
Ingen
Tilskuere: 753 på Monjasa Park, Fredericia