Ny 3-0-sejr på udebane

Lyngby kom tilbage på sejrssporet fredag aften ude mod Hvidovre. De Kongeblå vandt sikkert med 3-0 på mål af Patrick Mortensen, Frederik Gytkjær og Jeppe Tverskov.
Ovenpå 0-3 i mandagens påskekamp mod Brønshøj var det et Lyngby-hold på jagt efter revanche, der fredag aften mødte Hvidovre på udebane. Den mission lykkedes i en kamp, der viste en hvis forskel på de to hold og sejren til Lyngby var reelt aldrig i fare.
Lyngby og Hvidovre indledte ellers kampen lige, men sikkert overtog Lyngby initiativet og fik sat en hel del fornuftige angreb op. Efter et kvarters kom Lyngby foran – Martin Andersen rykkede på venstrekanten og hans indlæg lå lige præcis i det område, hvor man skal være en rigtig dygtig forsvarsspiller for at forhindre Patrick Mortensen i at score. Lyngby-topscoreren kom flyvende, vandt luftduellen og bragte De Kongeblå på 1-0 med hovedet.
Blot seks minutter efter blev føringen fordoblet. Et hjørnespark havnede hos Patrick Mortensen, der nok engang dirigerede bolden mod mål med hovedet – forsøget blev dog reddet, men på returen var Frederik Gytkjær vågen og på halv-akrobatisk vis fik han skovlet bolden over stregen til 2-0.
Lyngby var dominerende før pausen og spillede en rigtig fornuftig kamp – kampbilledet med Lyngby i kontrol fortsatte således i 2. halvleg, hvor Hvidovre fortsat havde svært ved at komme frem til det helt store. Offensivspillerne Alexander Green og Jonathan Nielsen tegnede sig for Hvidovres bedste muligheder, mens Lyngby holdt fint i bolden og tålmodigt ventede på chancen til at lukke opgøret.
Det gjorde De Kongeblå så fem minutter før tid. Et hjørnespark endte til sidst for fødderne af Jeppe Tverskov, der var gået med frem og han sparkede resolut 3-0-scoringen i nettet. I øvrigt Tverskovs første scoring for Lyngby. Målet blev kampens sidste og dermed kommer Lyngby tilbage på sporet – og fortsætter i øvrigt en flot udebanestime med nu fire 3-0-sejre i foråret.
Match Facts:
Hvidovre IF – Lyngby BK 0-3 (0-2)
0-1 Patrick Mortensen (16), 0-2 Frederik Gytkjær (22), 0-3 Jeppe Tverskov (86)
Lyngbys startopstilling: 16. Lukas FERNANDES – 20. Jeppe BRANDRUP, 4. Mathias TAUBER (c), 18. Jeppe TVERSKOV, 7. Dennis CAGARA (<-> 2. Mathias MEJER KNUDSEN (30)) – 22. Bror BLUME (<-> 12. Mads PEDERSEN), 14. Philip RASMUSSEN – 15. Lee ROCHESTER (<-> 19. Sebastian LASSEN), 26. Frederik GYTKJÆR, 8. Martin ANDERSEN – 11. Patrick MORTENSEN
Ikke benyttet: Nicklas Højlund, Oliver Fredsted, Christoffer Boateng, Rasmus Minor Petersen

Pop-up shop: Få styr på julegaverne i dag!

Malthe Henriksen er månedens akademispiller

Lyngby Boldklub søger Head of Coaching til akademiet

0
    0
    Din kurv